Mens vi venter på “Indy 4″…Når man kaster et hurtigt blik over rollelisten til “National Tresure: Book of Secrets”, bliver man uundgåeligt imponeret af navne som Nicolas Cage, Jon Voight, Helen Mirren, Ed Harris og Harvey Keitel. Det ligner til forveksling rollebesætningen til den næste store Oscarsluger. Det er denne film dog mildest talt ikke, og i stedet efterlades man i forundring over, hvad så mange blændende skuespillere dog laver i en så komplet forglemmelig film.

Filmen er naturligvis en fortsættelse til “National Tresure”, hvori Ben Gates rejste USA tyndt i forsøget på at finde en hemmelig skat, som hans forfader havde efterladt et spor til. Resultatet af den eftersøgning endte positivt, men glæden får dog en ende, da nye oplysninger dukker op i form af et hidtil hemmeligholdt dokument, der tilsyneladende afslører, at Gates’ forfader var en del af attentatet mod Abraham Lincoln. Den slags tilsmudsning vil hverken Gates eller hans fader affinde sig med, og snart går den vilde skattejagt atter over hele verden for at finde sandheden og afsløre beliggenheden af en hemmelig by af guld, som hans forfader også havde efterladt spor til.

Handlingen er som sådan ganske underordnet, og filmen synes da også at glemme alt om de oprindelige hensigter, efterhånden som skattejagt overtager fokuset fra konspirationsteorierne. Filmen består i stedet primært af en lang række scener, hvori Gates og co. skal bryde ind og finde det næste spor i rækken, der så kan bringe dem videre til næste lokation, hvor den selv samme scene atter kan gentage sig.

Dermed punkteres imidlertid også en stor del af en eventuel spænding, eftersom der ikke er meget morskab i at gætte med på, hvilken turistattraktion det næste spor nu er gemt på. I stedet føles filmen som en lang oplæsning af de samme replikker, hvor kun navnene er blevet skiftet ud. Undervejs bliver man taget med på en tur, hvori man sidder lammet i forbløffelse, mens man konstant bliver præsenteret for den ene mere absurde eller urimelige oplysning efter den anden. Den gode Gates kan fortsat knække enhver kode ved at stirre intenst på den i 10 sekunder og kan samtlige historiske detaljer om hvad som helst udenad. Mere bizart er det, at hans løsning på adskillige problemer er helt grotesk – for at tale med præsidenten bliver Gates f.eks. absolut nødt til at kidnappe ham, selvom Gates allerede var i færd med at tale med ham (til gengæld viser kidnapningen sig at være latterlig nem at udføre).

At forvente nogen form for logik i en film som denne virker muligvis urimeligt, men problemet er, at den tager sig selv alt for alvorligt til at være så fornuftsstridig, men samtidig ikke alvorlig nok til at man et øjeblik tror på historien. Værre er det, at der ikke synes at være noget synderligt på spil. Jo, der er selvfølgelig familieæren, men er det ikke bare en smule overilet at foretage livstruende biljagter og kidnappe præsidenten på grund af det?