Allerede fra anslaget i “Nawals hemmelighed” bliver man – til tonerne af Radioheads dragende sang “You and Whose Army?” – trukket ind i en verden, som skaber kuldegysninger og en følelse af uro i kroppen. En følelse, der aldrig rigtig forlader én igen. Det er kombinationen af den førnævnte sang og i særdeleshed den visuelle side, som skaber denne stemning, og man er som fastlåst til biografsædet igennem resten af filmen.
[image=60892]
“Nawals hemmelighed”, instrueret af canadieren Denis Villeneuve, er konstant uforudsigelig i sit handlingsforløb, hvilket er filmens største styrke. Dertil har den en sindsoprivende slutning, som sætter et bombastisk punktum på en medrivende rejse igennem tid og rum – en slutning, der stadig kan hjemsøge sin seer flere dage efter, at man har set filmen.
[image=60889]
En anden bemærkelsesværdig karakter er notaren Lebel. Rollens indehaver, Rémy Girard, er tidligere blevet fremhævet af New York Times som værende blandt de 20 bedste skuespillere i verden, men i rollen som Lebel formår Girard slet ikke at træde ud af Lubna Azabals skygge. Det er skuffende set i forhold til hans imponerende CV. “Nawals hemmelighed” var nok ikke en del af det repertoire, som New York Times havde i hænderne, da de i sin tid placerede Girard på deres prestigefyldte liste.
[image=60886]
Politik, religion, kærlighed og had er bare nogle af filmens grandiose temaer, som instruktøren Denis Villeneuve tager under både kærlig og fornem behandling. Desuden undlader Villeneuve at præcisere nøjagtigt, hvor vi befinder os i tid og rum igennem filmen, hvilket gør den mere åben for fortolkning af den enkelte biografgænger.
[image=60891]