Med afsæt i en velkendt og populær autentisk kærlighedsberetning, en temperamentsfuld og lettilgængelig trailer i biffen og kvindebedårende Colin Farrell på plakaten, ville det bestemt ikke være oplagt at tro, at selveste hr. Terrence Malick var manden bag “The New World”. Men den prisbelønnede og efterhånden nærmest mytiske instruktør, som efterhånden i gennemsnit instruerer og forfatter én film per ottende år, er vitterligt manden, der har spundet denne mageløse, bedårende og tålmodige blanding af visuel poesi sammen.

Blot navnet [i]Pocahontas[/i] sætter tankerne i gang. Men det første, som falder én ind, er nok næppe storslåede totalbilleder, langmodige skud og en af de mest hjerteskærende og modne filmiske afbildninger af emotionel længsel i mands minde. Det vil nok snarere være ‘Happy Meal’-legetøj på samlebånd, pompøse musicalindslag og talende dyr i tegnet udgave. “The New World” fortæller vitterligt (på rendyrket og meget anderledes vis) den klassiske historie om en engelsk ekspeditions rejse til den dengang dugfriske og endeløse verden i Amerika, og om hvorledes civilisationer mødes. Et kultursammenstød gjort håndgribeligt i form af det tydelige bånd imellem den engelske kaptajn John Smith og høvdingedatteren Pocahontas, hvis navn aldrig nogensinde bliver ytret – en beslutning, der grænser til det geniale.

Tilhængere af Malicks tidligere produktioner vil genkende stilen. Og folk, som var forargede over, at Malicks uforlignelige og uretfærdigt undervurderede mesterværk “The Thin Red Line” ikke blot var endnu en letbenet “Saving Private Ryan”, vil hurtigt bede om lov til at gå planken ud. Filmens billedside er dvælende, lydsiden minimalistisk, men samtidigt også uhyre kompleks og dialog er sparsom. For det meste hører vi personernes tanker, kommunikeret til publikum via dybfølte voice-overs. Karaktererne er meget introspektive, og der bliver oftere brugt det [i]kropslige[/i], frem for det [i]verbale[/i], sprog til at få følelserne op på lærredet. Et strejf med hånden, et længselsfyldt blik – skuespillernes kærlighedsfulde fremtoning siger mere, end hvad ti dybtfølte sonetter kunne mønstre.

Og skuespillerne gør det godt. Colin Farrell har indkasseret et lidt ufortjent ry som værende en rå, selvcentreret og egentlig ret talentløs fyr. Det er nok snarere de [i]film[/i], som den unge, populære irer har medvirket i og ikke hans præstationer i disse, der har fremtvunget denne opfattelse af manden. Han har tidligere gjort det fremragende, bl.a. i Joel Schumachers “Tigerland”, og her er han eminent. Han formår uden problemer at gøre John Smith til den enormt sympatiske, intelligente og stærkfølende unge herre, som han er kendt som i folkemunde, og kemien mellem ham og hovedrolledebuterende Q’Orianka Kilcher (Pocahontas) er stærk som beton.

Og Kilcher… hvilken åbenbaring. Det nu 16-årige stortalent var sølle 14 år gammel under optagelserne, men virker lige så moden og intelligent som en der er dobbelt så gammel, og virker mere erfaren end de fleste skuespillere formår at fremstå i løbet af hele deres langstrakte karrierer. Hun er intet mindre end en sensation. Man kan kun håbe at hun ikke vil dø ud hurtigt som det blændende lys, hun nu er. Christian Bale er også fornem som den engelske enkemand John Rolfe, der får en væsentlig rolle i indianerpigens senere liv.

Filmen er læsset med billeder, der flere gange synes at få tiden til at standse. Det faktum, at filmen nærmest udelukkende er skudt uden kunstig lyssætning, bør selv sende den mest hærdede kameramands kæbe på direkte kollisionskurs med jorden. Og filmen er smukt akkompagneret af James Horners overraskende afdæmpede kompositioner. Blottet for de typisk majestætiske, oversimple temaer, som den ellers så forudsigelige komponist ynder at bruge (og genbruge), kan dette meget vel betegnes som komponistens bedste værk i dette århundrede. Og brugen af Wagners forspil til sin enorme “Ringen”-opera får nakkehårene til at råbe vagt i gevær og giver den i forvejen enormt imponerende billedeside et ekstra boost. Malick har selv beskrevet lyden i det nyopdagede landskab som naturens musik, og det siger derfor sig selv, at lydsiden virker enormt gennemtænkt, velmixet, flerlagret og meget atmosfærisk. Som sagt optræder dialog sjældent og musikken ligeså, så derfor er det i høj grad op til lyden at få filmens univers til at fremstå særligt – den overgår målet ved at få filmens univers til at fremstå så godt som eventyrligt.

Filmens føromtalte trailer og de udbredte forestillinger om filmens folkelige beretning lægger op til en film med de nykomne europæeres destruktion af indianernes kultur og samfund i højsædet. Om grådige, snæversynede pionerer og dyriske, barbariske indfødte. Men filmen (hvis manuskript Malick skrev helt tilbage i 70’erne) forfalder aldrig til klicheer, stereotyper eller letkøbte genveje. Og det er kulturuforsonlighedens effekt på filmens forelskede, centrale par som er filmens hjerte og i høj grad også primære fokus. Javist, den nye verden byder på nye kulturer, levende væsner, naturvidundere og mirakler, men de menneskelige følelser er ens hen over de udstrakte oceaner og de kulturelle kløfter. Skuespillernes og filmens tekniske mirakler skaber mere dragende dynamik og intensitet end hundrede veludførte, storstilede kampscener kunne have magtet. Kun i filmens anden akt daler intensiteten en anelse, mens filmen unægtelig sagte fortællertempo bliver tydeligere.