I en lind strøm af Philip K. Dick filmatiseringer er “Next” det foreløbigt nyeste skud på stammen. De tidligere film i rækken er en broget flok, der tæller titler som “Blade Runner”, “Minority Report”, “Paycheck” og “A Scanner Darkly”. Fælles for dem er imidlertid, at de for det meste har meget lidt med de oprindelige historier at gøre, og i det tilfælde er “Next” ingen undtagelse. Her er Dicks fremtidsnovelle om mutanter blevet transformeret om til en nutidig science fiction thriller.

“Next” handler om Chris Johnson (Nicolas Cage), der har en ganske særlig evne: Han kan forudse fremtiden, og dermed gennemskue alle mulige konsekvenser af sine handlinger. Hans talent er dog begrænset af, at han kun kan se to minutter frem i tiden, og kun se sin egen fremtid. Begivenheder han ikke er involveret i, har han ingen forudanelser om. Han optræder med sine evner i et Las Vegas show, hvor han kan forudse begivenheder uden at vække mistanke.

Helt så glat går det dog ikke, for FBI-agenten Callie Ferris (Julianne Moore) har gennemskuet, at han har virkelige evner, og da en terroristgruppe truer med at detonere en atombombe i Los Angeles, sætter hun alt ind på at få ham til at samarbejde. Johnson er dog mere optaget af nogle syner, han har haft om en ukendt kvinde (Jessica Biel), hvis fremtid han, af en uvis grund, godt kan se. Ud fra sine sparsomme oplysninger forsøger Johnson at opspore hende, men samtidig er terroristerne også i hælene på ham.

I enhver film, der omhandler tidsrejser, forudsigelser og lignende, er det nødvendigt med en vis overbærenhed med plottets nærmere detaljer og logiske selvmodsigelser. I dette tilfælde sættes den tålmodighed dog for alvor på prøve, for sjældent har et handlingsforløb været mere forvrøvlet. Vi fortælles gentagende gange, at Johnson har evnen til at se to minutter ind i fremtiden – en regel som filmen dog derefter bryder konstant bl.a. ved alligevel at lade ham se længere eller ved kun at lade ham se de ting, der fremmer plottet. Når filmen selv så eksplicit opstiller spillereglerne, er den dæleme også nød til at overholde dem.

Takket være sine evner, der er mægtige nok til at gøre enhver mutant grøn af misundelse, kan Johnson forudse enhver mulig konsekvens af sine handlinger. Som i et computerspil kan han “gemme” sin position og forsøge alle muligheder indtil han finder den mest belejlige. Det inkluderer at afprøve alle tænkelige scorereplikker og undvige skud med en lethed, der får Neo til at ligne en flodhest på rulleskøjter ved sammenligning. Dermed elimineres desværre også stort set enhver spænding eller uforudsigelighed fra handlingen, og vi sidder tilbage med en serie temmelig trivielle actionscener, der muligvis er ganske hæderligt udført, men som ikke desto mindre virker fuldstændig ligegyldige.