[b]Lidt for nice[/b]

Meget kan man sige om “The Help”s danske titel, “Niceville”, men den er ganske deskriptiv. Dette er en rar film om meget grumme sager, der indimellem ganske vist gør ondt på de medvirkende, men som trods alt ikke er værre, end at det hele kan klares med en opmuntrende bemærkning og et stort trøstekram.

Det er der som sådan heller ikke noget i vejen med, og hvad “Niceville” mangler i skarphed og kant, opvejer den med godt håndværk og solide præstationer. Den fortæller om racismen og de absurde sociale forhold i de på overfladen ellers så pæne 60’ere og centrerer først og fremmest sin historie om de sorte husholdersker, der tilbringer deres liv med at holde orden og opdrage de hvides børn.

Den unge Skeeter (Emma Stone) vender hjem til Jackson i sydstaterne med forfatterdrømme i maven efter at have afsluttet sin universitetseksamen, men opdager hurtigt, at hun ikke rigtig passer ind længere, og at uddannelsen har givet hende en bevidsthed om forhold, som de fleste andre blot tager for givet. Hendes opmærksomhed drages ikke mindst mod de sorte husholdersker Aibileen og Minny – spillet af henholdsvis Viola Davis og Octavia Spencer – der begge har lidt under nogle urimelige og nedværdigende forhold, og som viser sig at have tons af rystende fortællinger at berette. Dem beslutter Skeeter at bruge som grundlag for en bog, men i det lune Syden kan det have store konsekvenser at pille ved de nedarvede vaner.

Filmen er baseret på Kathryn Stocketts bestseller, der ligeledes er udsendt herhjemme under titlen “Niceville”, men filmens visuelle side er utvivlsomt også inspireret af den succesfulde “Mad Men”-tv-serie, og ligesom serien dyrker den 60’ernes blankpolerede overflade som en skarp kontrast til den tvivlsomme moral, der ellers udvises. Hvor “Mad Men” er satirisk undergravende på genial vis, er “Niceville” dog betydeligt mindre subtil og går direkte efter sit emne, som vi både opfordres til at le og fælde tårer over.

USA har ganske vist fået en sort præsident, men sårene findes stadig, og at lave film om racisme er fortsat at bevæge sig ind på et minefelt. Til trods for de gode intentioner er det alligevel også ofte de sympatiske hvide snarere end de sorte ofre, der ender med at være filmens egentlige helte – tænk blot på Grergory Peck i “To Kill a Mockingbird” eller Matthew Broderick i “Ærens mark” – og selvom noget tilsvarende meget let kunne være sket her, hvor Emma Stone har den officielle hovedrolle, så er det ikke desto mindre hurtigt Octavia Spencer og Viola Davis, der stjæler al opmærksomheden. Ikke mindst Davis viser sig som den egentlige hovedperson og som den figur, hvis skæbne man først og fremmest bekymrer sig for undervejs. Hun er beklageligvis også en af de få afrundende personligheder i filmen, for ellers er persongalleriet af den flade slags, hvor karikaturerne er trukket så skarpt op, at det er meget vanskeligt at tage dem alvorligt som mennesker.