[b]Et eventyr med en ekstra dimension[/b]

Det er svært ikke at møde ideen om en 3-D-udgave af “The Nightmare Before Christmas” med en vis skepsis. Tankerne løber hurtigt mod de rædselsfulde farvelægninger af sort-hvide film og George Lucas’ klodsede opdatering af “Star Wars”-filmene. “The Nightmare Before Christmas” fungerede glimrende i 2-D. Hvorfor skal man så pille ved den?

Det er dog også en skepsis, som aftager hurtigt, når man så først er konfronteret med filmen. For selvom 3-D-effekterne efter sigende er ganske primitive i forhold til dem, vi snart skal opleve i “Avatar”, så fungerer de formidabelt i denne nye udgave. Forklaringen er da også ganske ligetil: “The Nightmare Before Christmas” har altid virket lidt som en legetøjsfilm, og dukkerne giver den i forvejen en fysisk tilstedeværelse, som selv ikke de bedste CGI-film kan matche. Når 3-D-effekten så smides oveni, giver det en følelse af vitterlig at have hovedet helt nede i legetøjskassen, og man venter nærmest hvert øjeblik på, at en af figurerne klapper en på kinden. Filmen har kort sagt aldrig set bedre ud.

Selve filmen er naturligvis den samme fortælling om halloweenkongen Jack, som er led og ked af at holde den samme evindelige halloweenfest år efter år. I stedet kaster han sin kærlighed på julen og beslutter sig for at overtage den og sende den gamle julemand på en ufrivillig ferie.

Filmen blev oprindeligt udsendt som “Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas”, og at hans navn blev placeret foran kan man dårligt bebrejde filmselskabet. I 1993, da den først blev udsendt, var Burton et af Hollywoods hotteste navne og havde kort inden haft et kæmpehit med “Batman”-filmen. Uden hans navn tilknyttet titlen var der da heller næppe så mange, der havde vovet sig ind for at se en stopmotion-film. Burton har også stået bag historien, men den primære drivkraft var dog Henry Selick, og med hans formidable evner skabes der blændende verdener, som skifter mellem tysk ekspressionisme og overdrevet juleeventyr.

“The Nightmare Before Christmas” er dog også så godt som utænkelig uden Danny Elfmans musik, og ikke mindst sangene “This is Halloween” og “What’s This” er vaskeægte [i]showstoppers[/i], som man ikke kan lade være med at nynne med på i timevis bagefter.