[b]Morderisk mareridt[/b]

For mange fans af gyser-ikonet Freddy Krueger er tanken om et remake af Wes Cravens 26 år gamle milepæl, “A Nightmare on Elm Street”, formentlig et vaskeægte mareridt. Dét mareridt er nu blevet en realitet, men selvom den nye “A Nightmare on Elm Street” ikke just er en drøm af en gyserfilm, så er den langtfra lige så forglemmelig som den gængse dagdrøm.

Da Wes Craven skruede originalen sammen tilbage i 1984, skabte han samtidigt en af filmhistoriens mest mindeværdige bøhmænd. Den vansirede galning, Freddy Krueger, trængte ind i sine ofres mareridt og aflivede dem, mens de sov. Det var et fremragende koncept – ikke blot fordi den ækle Freddy var afsindig uhyggelig iført dunkel sweater og særpræget handske med knivskarpe klinger, men også fordi Freddys fremgangsmåde gjorde det muligt for filmmagerne at skabe nogle ubehageligt surrealistiske mareridtssekvenser. Men Cravens største genistreg var at udnytte en frygt, som de fleste af os kan nikke genkendende til: Frygten for ikke at vågne op under et grusomt mareridt. Craven og co. har formentlig mange søvnløse nætter på samvittigheden.

“A Nightmare on Elm Street” blev en kæmpe succes, den kickstartede Johnny Depps filmkarriere og fostrede syv fortsættelser, men kun den tredje “A Nightmare on Elm Street”-film nærmede sig etterens niveau. Sagt med andre ord: “A Nightmare on Elm Street”-franchisen var en aldrende og haltende maskine, som trængte til at blive formateret og genstartet. Det er ærgerligt, at det nye styresystem (læs: “A Nightmare on Elm Street” anno 2010) ikke tilbyder mange nye funktioner eller forbedringer i forhold til sit forbillede, men den gør mange ting lige så godt som originalen, og der er endda flere fine, nye tiltag.

Historien er mere eller mindre den samme: En gruppe teenagere bliver plaget af Freddy under deres nattesøvn, og når de vågner op, har de dugfriske ar på kroppen og blodpletter på lagenet. Da en af byens unge indbyggere slås ihjel, mens han sover, indser et par klassekammerater, at der er noget rivende galt, og at de må finde et våben mod den deforme dæmon, som terroriserer deres drømme.

Persongalleriet er ikke synderligt spændende, men det var det egentlig heller ikke i originalen. Vi har hovedsageligt at gøre med evigt skrigende piger og kronisk surmulende drenge – altså genrens genkendelige arketyper. Til gengæld er Kyle Gallner og Rooney Mara udmærkede i hovedrollerne. De unge skuespillere får ikke frygtelig meget at lave ud over at løbe og skråle, men de gengiver gymnasieelevernes angst og panik med en troværdighed, der udløser sympati. Især Mara er god – hendes imponerende ildhu gør hende til en værdig modstander til den grufulde Freddy Krueger. Det bliver spændende at se hende spille Lisbeth Salander i David Finchers kommende “Mænd der hader kvinder”-remake.

Jackie Earle Haley er endnu bedre i rollen som Freddy. Haley forsøger heldigvis ikke at kopiere Robert Englunds ikoniske præstationer i alle de tidligere film. Haleys udgave af Freddy er mere grum, ond og, ja, uhyggelig, men han bevarer også en snert af figurens karakteristiske, kulsorte humor. Skuespillerens hæse stemme kommer ham virkelig til gode her, og makeuppen er banelængder bedre end i de ældre film, hvor det indimellem så ud, som om Freddy havde fået tværet en skinkepizza ud i fjæset. Nu ligner Freddy for alvor et flamberet monster, og Haleys skiftevis skræmmende og humoristiske præstation fremtvinger mange spjæt, choks og endda et par velkomne grin.

Instruktør Samuel Bayer har skruet mange imponerende musikvideoer sammen – deriblandt den til Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” – og hans første spillefilm er ligeledes en visuel fornøjelse. Især en scene, hvor det begynder at sne på et soveværelse, er smuk, og den legesyge lydside supplerer de stemningsfulde billeder fornemt og skaber en konstant trykkende stemning. Bayer har skruet en hæderlig og stemningsmættet genindspilning sammen, som fornemt gransker Freddy Kruegers fortid. De fleste karakterer ryger fluks i glemmebogen, og det havde været dejligt med flere splinternye ideer, men hvis Jackie Earle Haley er frisk, vil en fortsættelse være velkommen.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Størstedelen af filmen ser fejlfrit ud på Blu-ray. Detaljerigdommen er som regel forbløffende, kontrasten er solid, og farvegengivelsen er upåklagelig. Hverken udtværing, edge-enhancement eller utilsigtet støj forekommer, men enkelte skud fremstår desværre ikke så knivskarpe som resten – primært de mørke nattescener, såsom da de unge helte kører i bil i kapitel 8.

[b]Audio[/b]

De fleste moderne gysere lyder fantastisk i HD, og “A Nightmare on Elm Street” er ikke nogen undtagelse. Skumle, uhyggelige lydeffekter dukker op i hver eneste højtaler og skaber den ubehag, som filmmagerne stiler efter – den auditive atmosfære er simpelthen fænomenal. Både lydeffekterne, replikkerne og musikken gengives klokkeklart, og de høje toner er aldrig for skarpe, mens de dybe toner aldrig er for overrumplende. Subwooferen giver de pludselige lydeffekter ekstra slagkraft, mens adskillige effektive panoreringer får nakkehårene til at krible.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd-udgivelsen af filmen indeholder blot dokumentaren “Freddy Krueger Reborn” (14 min.), og den følger også med her. Den er dog kedelig og byder hovedsageligt på overfladiske interviews med filmens bagmænd og skuespillere. Disken indeholder derudover tre slettede scener – to af dem er forglemmelige, men en enkelt ny mareridtssekvens er ganske effektiv. Langt bedre er et video-kommentarspor, som præsenterer os for en masse relevante interviews og klip fra optagelserne. Alt fra skabelsen af Freddys nye udseende til drømmesekvensernes design bliver gennemgået. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger en digital kopi af filmen.