[b]Drømmeflænseren er tilbage[/b]

I 1984 bragede Wes Craven igennem med gyser-klassikeren “A Nightmare on Elm Street”. Sammen med Carpenters “Maskernes nat” og Cunninghams “Fredag den 13.” kom den til at stå som en af teen-slashergenrens hovedværker. Successen affødte hurtigt et blodigt hav af efterfølgere til det splat-hungrende teenpublikum, der dog oftest ikke kunne opfylde alderskravet ved billetlugen, men som flittigt slugte filmene på VHS fra 80’ernes nye underholdningsmekka – videoudlejningen. Nu er videoerne på lossepladsen, men klassikeren har fået nyt liv i et remake.

En gruppe teenagere i en amerikansk forstad deler samme mareridt. I søvnen terroriseres de nemlig af den samme ækle, vansirede mand i en rødstribet sweater med fire knivblade på højre hånd. Navnet er Freddy Krueger. Men her nytter det ikke at slå koldt vand i blodet med “det er jo bare en drøm”, for når Freddy i drømme jager sine klinger gennem de unge, er det lige så fatalt som i virkeligheden. En efter en falder de, så blodet sprøjter i kaskader, mens de tilbageværende teenagere kommer stadigt tættere på sandheden om, hvad deres forældre engang gjorde ved Freddy.

Genindspilningen er i sin natur selvskrevet til at blive sammenlignet med den originale, og spørgsmålet om dens berettigelse kan med rette stilles, for den 26 år gamle film er stadig aldeles fremragende den dag i dag. Med et gysende soundtrack, hvor rungende synthesizere og foruroligende barnesang blandes, glider den originale film fra scene til scene, stigende mod et crescendo af rædsel.

At lade bøhmanden Freddy komme ind i teenagernes drømme var genialt. Som en skarpretter i det underbevidste straffer han de seksuelt udfarende unge. Han er den konservative dydigheds vogter, skabt af de formynderiske forældre. Og den, der som den eneste kan besejre monstret, er den fornuftige og seksuelt tilbageholdende pige. Det er teen-slashergenrens rituelle afstraffelse, der gentages her, men i “A Nightmare on Elm Street” ligger sympatien klart hos de unge, som kæmper mod en uforstående og fordømmende voksenverden. Men når alt kommer til alt, er filmens egentlige hovedperson Freddy, der med sine morbide bemærkninger giver en mere underholdende bøhmand end de mere mutte forgængere, Jason og Michael.

Og så til genindspilningen. I en tid hvor blege teen-vampyrer står for seksuel afholdenhed, burde det ikke undre, at slasher-genren også er trukket i nypuritanske klæder. Det er imidlertid forbløffende, at “A Nightmare on Elm Street” er så fuldstændigt blottet for seksuel spænding mellem teenagerne – de virker nærmest ligeglade. Således reduceres det nye remake til en tam omgang “bøhmand efter bytte” uden at turde røre ved dybere lag i det, som egentligt er på spil. Der er pæne gys undervejs, men som regel er det i scener, hvor effekten er hentet fra originalen i arketypiske drømme-elementer som fødder, der sidder fast under flugt, låste døre og spejle som porte til en anden verden.