[b]Ninjaens sløve klinge[/b]

Efter at have overværet “Ninja Assassin” blev jeg nysgerrig og googlede for at finde ud af præcis, hvor mange liter blod et menneske indeholder. Svaret er tilsyneladende ca. 4-5 liter, hvilket måske lyder af meget, men ikke desto mindre virker som temmelig lidt, efter man har overværet de enorme mængder, der sprøjter frem og tilbage over lærredet i filmen.

Det er måske meget sigende, at det var det spørgsmål, der trængte sig på under filmen, som er en så endeløs opvisning af mørkklædte skikkelser, der skærer hinanden i småstykker, at mine tanker begyndte at søge andre steder hen. “Ninja Assassin” er den slags film, hvor folk opfordrer en til at lade hjernen bliver hjemme, når man ser den, men det er netop under den slags film, at man ofte mister koncentrationen og begynder at tænke på alt muligt andet.

Det er ellers bestemt ikke pga. ond vilje, for om noget så er en film med titlen “Ninja Assassin”, noget, jeg så frem til, eftersom den vakte glade minder fra den gang, hvor videoer uafbrudt blev lejet, blot de indeholdt ordet “Ninja” – en indstilling, jeg næppe stod alene med, og som selskaberne må have luret, for efterhånden hed de alle noget i den retning. Jeg har en vis nostalgisk velvilje over for den slags film, men det forekommer mig dog også, at selvom mange ganske vist var ekstremt dårlige og lavet på skrabede budgetter, så besad de ofte nogle kvaliteter, som denne dyre film fuldstændig mangler.

I filmen kastes indvolde og blod rundt i mørket, mens ninjaerne slås med kastestjerner, kæder og sværd, og selve plottet er næsten ikke eksisterende. Det er måske godt det samme, for hver gang, personerne begynder at tale, er resultatet tåkrummende dårligt. Grundlæggende er Raizo en flink ninja, der er vokset op hos en masse slemme ninjaer, men som siden skiftede side, da de dræbte hans elskede, og derfor nu bekriger dem. Der er også noget med nogle Interpol-agenter og en kvindelig sidekick, som klippes ekstremt klodset ind i handlingen, men som publikum er man lige så lidt interesseret i dem, som filmens skabere lader til at have været.

I stedet er filmens blik vendt mod Raizo, efterhånden som han skærer onde ninjaer i stykker, og det ville der som sådan heller ikke være noget i vejen med, hvis blot filmen forsynede mængden af kitsch med et lunt anstrøg, eller hvis blot actionsekvenserne i det mindste var veludførte. Desværre er ingen af delene tilfældet.