Det er altid tragisk, når åbenlyst talent går til spilde. Riv lige nogle sekunder ud af kalenderen og tag et nøje kig på det ensemble, der befinder sig foran kameraet i den såkaldte “Nix Pille”: Jamie Bell, Justin Chatwin, Glenn Close, William Fichtner, Ralph Fiennes, Jason Isaacs, Allison Janney og Carrie-Anne Moss. Uheldigvis (og uforståeligt) har de alle takket ja til at medvirke i canadiske Arie Posins fortænkte og selvhøjtidelige bommert, hvori retningsløse fortællinger og livløse replikker gør det umuligt for førnævnte aktører at slå gækken løs og for alvor udnytte deres evner.

I “Nix Pille” hører vi bl.a. om drengen Dean, som er hovedpersonen i sin fars bestseller. Dean bor sammen med en drilsk lillebror og vitaminsælgende mor. Dean var gode venner med pusheren Troy, som begik selvmord, hvilket naturligvis har gjort Troys mor, Carrie, til lidt af et menneskeligt vrag. Borgmesteren og dennes kæreste planlægger deres forestående bryllup, men forberedelserne besværliggøres, da borgmesteren tilsyneladende begynder at hallucinere, og da den kommende bruds (og den lokale sherifs) søn, Charlie, bliver kidnappet af gymnasieeleverne Crystal, Billy og Lee, som vil tvinge Dean til at finde Troys narkotika og udlevere det til dem. Crystals promiskuøse mor, Billys hårdhudede far og Lees uvidende forældre dukker også op.

Som man nok kan høre, har instruktør Posins og manuskriptforfatter Zac Stanford smidt utrolig mange karakterer ind i deres lille film. Alt, alt for mange. Det har naturligvis givet dem muligheden for at hyre en masse gode skuespillere, men ingen af dem får nok spilletid til at gøre deres roller tilnærmelsesvis interessante. Forbindelserne imellem de forskellige handlingstråde er også lige lovlig spinkle, og flere af de forskellige sideplots er dybt uinteressante, og det mest engagerende af dem, der har Dean som omdrejningspunkt, drukner simpelthen i mængden og synes i en længere periode at være lagt direkte på køl. Der er få gode idéer hist og her og endda et par stærke momenter, men “Nix Pille” er og bliver en uoverskuelig rodebutik og en uhyre ujævn film.

“Nix Pille” er en fundamentalt intetsigende affære om pilleslugende teenagere og rablende amerikanske mænd og kvinder i landets famøse forstæder. Sådanne fortællinger elsker filmfolk at producere i øjeblikket, men denne kaotiske affære formår ikke at bidrage med noget som helst prisværdigt til genren. Den stjæler derimod glædeligt fra langt overlegne film som “Garden State”, “Donnie Darko”, “Thumbsucker”, “Little Miss Sunshine” og endda Tim Burtons “Edward Saksehånd”. Bell, Chatwin og førnævnte “Thumbsucker”s hovedrolleindehaver, Lou Taylor Pucci, gør et godt stykke arbejde, men ingen af de mere garvede aktører imponerer overhovedet. Lad dig inspirere af filmens tåbelige danske titel og hold nallerne langt væk fra filmen.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Transferet er fint, om end ikke ligefrem værd at skrive hjem om. Farvetemperaturen svinger en lille smule, og billedet ser en smule blødt ud. Der er også lidt udtværing, men dog ikke i et tilnærmelsesvis distraherende omfang. Edge-enhancement og støj hænder ikke, og kontrasten er god.

AudioDiscens engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er også ganske godt. Dialogen kommer tydeligt igennem via centerhøjtaleren, og selvom den af og til lyder en anelse tam, så plages den aldrig af overstyring eller lignende. Der er få, men effektive panoreringer, og den stemningsmættede musik folder sig godt ud og styrker filmoplevelsen. Bunden er god, men man savner nogle uforudsigelige og nuancerede, auditive påfund, hvilket især filmens eksperimenterende facade lægger op til.

EkstramaterialeKun en enkelt, kort featurette (11 min.) beretter om filmens tilblivelse. Den indeholder et par fine interviews med flere af skuespillerne og producerne, men desværre bliver meget af dokumentarens korte spilletid brugt på at opridse plottet og uddele kedelige komplimenter. Derudover indeholder skiven trailere til “Nix Pille”, “2:37”, “Bridge to Terabithia”, “Apocalypto”, “Bobby” og “Loverboy”.