Mesterlig fortælling fra ingenmandslandDen gamle, vejrbidte sherifs stemme lyder, som den bærer på alverdens byrder og sorger. Det er en stemme, der har set alt og forsøgt alt, og som nu nærmer sig den opgivende konklusion, at der simpelthen ikke er nogen form for formål eller mening tilbage. Verden er, som den er, og selv den mindste form for menneskelig håb er udsigtsløs overfor den ubærlige ligegyldighed.

Stemmen tilhører Ed Tom Bell i Tommy Lee Jones’ trætte skikkelse, der med en bibelsk gennemslagskraft sætter stemningen i indledningen af “No Country for Old Men”. Filmen er baseret på Cormac McCarthys roman af samme navn, og selvom han næppe skrev figuren med Tommy Lee Jones i tankerne, så påtager den garvede skuespiller sig rollen med en sådan overbevisning, at det er meget vanskeligt at forestille sig noget form for alternativ.

Den gamle sherif har masser at være bekymret for – ikke mindst den komplet amoralske lejemorder Anton Chigurh, der huserer og tager liv med en sådan vilkårlighed, at man ikke kan andet end at ryste på hovedet med vantro. Udstyret med noget nær den grimmeste frisure nogensinde, et isende smil samt en art kvægskyder af den mest væmmelige slags, tager han en grusom hævn over alt og alle, og lader tilsyneladende ofte deres skæbne afhænge af tilfældigheder.

I hans søgelys kommer Llewelyn Moss, der er svejser og en cowboy af den gamle skole i en verden, der ikke har plads til hans slags længere. Under en jagt falder han tilfældigvis over resterne af et blodigt narkoopgør, der kun har efterladt en enkelt hårdt såret overlevende. Moss finder en taske, der indeholder to millioner dollars, og falder for fristelsen til at snuppe dem. Dermed pådrager hans sig dog også Chigurhs opmærksomhed, og snart starter et dødelig spil, hvori rollerne som jæger og bytte skifter frem og tilbage. Samtidig forsøger sheriffen at standes Chigurh inden, det er for sent.

Døden hænger tunget over “No Country for Old Men”, mere end i nogen anden Coen-film, og historien er badet i vold og blod, men er ikke desto mindre meget langt fra at være nogen actionfilm. Den har thrillerens form, men er essentielt snarere et karakterstudie med filosofiske undertoner. Det er en fortælling om tilfældighed og skæbne. Handlingen er forræderisk simpel og skaber hurtigt nogle bestemte forventninger, som dog ikke nødvendigvis bliver indfriet. Filmen er grundlæggende ikke interesseret i, hvem der rent faktisk slipper af sted med pengene, men mere i hvordan de forskellige håndterer mødet med den ekstreme situation og den overvældende ondskab.

“No Country for Old Men” er for det meste holdt i et roligt tempo med lange kig udover den tomme prærie. Den er stort set uden musik og bruger i stedet baggrundslydene og tavsheden som en hel symfoni. Det bliver ofte hævdet, at gysere hovedsagligt virker pga. musikken, og der er da mange af slagsen, som fuldstændig blegner, hvis man skruer ned for lyden. I “No Country for Old Men” bliver stilheden dog til tider næsten kvældende, og man sidder ofte hensat i anspændt forventning med svedige håndflader. Coen-brødrene udviser i “No Country for Old Men” en mesterlig håndtering af suspens, der vækker minder om Hitchcock. Ofte finder man sig selv på nippet til vantro latter, når man bliver bevidst om, hvor formidabelt man bliver manipuleret af filmen.