[b]Se lyset i mørke[/b]

2017 begynder godt. Og ikke nødvendigvis med stort rabalder. “Nocturnal Animals” sniger sig ind på sin tilskuer, lidt som bogen, den deler titel med, sniger sig ind i Amy Adams’ hjem, liv og sjæl. Afsendt af Jake Gyllenhaal skaber den et forrygende dobbeltplot, der overlegent veksler mellem ørkenstøvet hævnhistorie og kølig L.A.-noir. En fortælling om at fortælle, hvor instruktør Tom Ford aldrig mister overblikket, men sikkert løfter det ene slør efter det andet med en nærmest voyeuristisk fryd.

Det begynder i et konstant nattemørkt Los Angeles. Der er en kvalmefremkaldende grad af rygklapperi, venstrehånds-utroskab og selvhad i galleriejer Susan Morrows glitrende cirkler. Som om al den kynisme ikke var nok, begynder bogen at filtre sig ind i handlingen med sin variation over “Udflugt med døden”. Jake Gyllenhaal er Tony, der med sin kone og datter bliver overfaldet af klamme [i]hillbillies[/i] anført af Aaron Taylor-Johnson. Men Gyllenhaal er også Susans eksmand, Edward, forfatteren, der har sendt manuskriptet til hende. Deres ulykkelige kærlighedshistorie arbejder sig frem mod et grumt klimaks i takt med, at Tony ryger ind i en voldelig spiral af hævn og død.

De forskellige plottråde snor sig så meget, at det muligvis ser overfyldt og forceret ud på skrift. På film fungerer historien om en kvinde, der hjemsøges af sin eksmands bog. Og mere til. Den primære årsag er Amy Adams, der er magnetisk centrum, skiftevis vækkende vores sympati og vores afsky. Den hårde kunstkvinde med hypersuccesfulde ferniseringer og ballondyr af Koon i egen baghave samt en mand, der nærmest har glemt, hvad hun hedder. Trine Dyrholm kan godt pakke sine nedarvede DR-skænderier om papmaché sammen, når Ford, tydeligt hjemmevant, skildrer de overfladiske middagsselskaber hos Californiens pilleslugende it-crowd.

De kan sgu ikke rigtig mærke noget nogen af dem, men sidder søvnløse i deres store, mørke huse af glas. Der er konstante referencer til ‘den virkelige verden’, som om kunstnerne i L.A. har isoleret sig fra resten af menneskeheden og dens banale problemer med toiletpapir, børneopdragelse og rynker. Men de leveres samtidig i en kontekst, hvor Amy Adams projicerer sin eksmand ind i hans egen blodige bog sammen med hans kone, der spillet af Isla Fisher godt kan forveksles med Adams selv. Hvilken fiktion er den mest fiktive? Fords meta-lag åbner for en konstant tvivl om hvem, der fortæller, og hvem, der bliver fortalt. En frydefuld, fascinerende tvivl.

Det er ondere, mørkere og mere David Lynch end Fords første, “A Single Man”. Men mange af temaerne går igen. Ensomheden i millionbyen, at blive afskåret fra den, man elsker, at være sublimt dygtig, men hade alt, hvad man gør. Jeg skal ikke kunne sige, om det er følelser, der deles af den fejrede modeskaber, som bare lige sådan skiftede spor til anerkendt filminstruktør. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor djævelsk præcist Ford får smækket sine filmmodeller ind i et både troværdigt og dybt urovækkende maleri af et sort, sort Amerika.