[b]Den sødeste dessert[/b]

Kokkeri er et populært emne. Helt tilbage fra Conrad og Aksels rigelige mængder af smør i de glade monopoldage på DR til nutidens kagegalskab i “Den store bagedyst” har interessen for madlavning været stigende. Særligt er det svært ikke at lade sig fascinere af verdens dygtigste gourmetkokke, der med uhørt perfektionisme er i stand til at forvandle to porrer og et inderlår til en ret, som folk er villige til til at tømme deres opsparing for at smage. “Noma: My Perfect Storm” vil så gerne fortælle historien om verdens bedste restaurant, den ekstravagante mad, som serveres der, og menneskene, der laver den. På forunderlig vis formår den bare ikke at sige noget som helst om nogen af delene.

I det centrum af fortællingen om restauranten Noma står køkkenchef René Redzepi. For at fortælle historien om den fattige makedonske dreng, der kom til Danmark og blev en af verdens bedste kokke, har man valgt at samle en god blanding af Renés ansatte, gode venner og familie, der skiftes til at kalde ham et kulinarisk geni og sammenligne ham med Mozart.

Der er ingen tvivl om, at Redzepi er en dygtig kok, og Nomas internationale succes skal man bestemt ikke kimse ad. Men den intenst perfektionistiske og til tider ubehagelige side af Redzepi, man kunne se i en anden Noma-dokumentar, “Noma på kogepunktet” fra 2008, er mere eller mindre redigeret ud i denne ombæring. I stedet får vi serveret et dessertsødt billede af mesterkokken, der skildrer ham som en slags genkommen messias inden for madverdenen.

Det virker, som om, skaberne af “Noma: My Perfect Storm” ingenting har at fortælle. Dokumentaren er plastret til med smukke billeder af maden og de skandinaviske landskaber, hvorfra ingredienserne stammer, men billederne fortæller os ingenting i sig selv. Det flotte visuelle udtryk fremstår mest af alt som en tom muslingeskal. Ligesom interviewpersonerne, der siger præcis det samme. Smagen er kvalm og ensformig, da man for fjerde gang skal høre en person tale om, hvordan Noma revolutionerede det skandinaviske køkken ved kun at lave mad med nordiske ingredienser fra årstiden. Hvis vi en sjælden gang imellem får lov til, at følge hverdagen i køkkenet, sker der nærmest ingenting. Mozarts requiem tordner i soundtracket bombastisk ud over en scene, hvor seks kokke dingler rundt i køkkenet. En skærer løg, en rører i en gryde, de fleste står med ryggen til, og det hele sker i slow motion.

Maden på Noma, der kan bestå af alt fra skovmyrere og søpindsvin til græs og svampe, er heller ikke interessant. “Noma: My Perfect Storm” bruger masser af tid på at vise os, hvor råvarerne kommer fra, og hvem der samler dem, mens selve det at lave maden ignoreres. I stedet ser vi blot de færdige retter, nogle gange uden at vide hvilke ingredienser, de er lavet af. Som et forfordelt barn, der efter flere års mishandling modtager en omfavnelse fra sine far, blev jeg nærmest helt ekstatisk, da René Redzepi endelig laver noget mad og i forberedelsen til en suppe tømmer indholdet af et søpindsvin i en skål. Fornøjelsen er dog kort og snart klippes der væk til en skægget svampesamler i skoven et sted i Småland.