Han har gjort det før, og nu gør han det igen. Eddie Murphy forklæder sig og udfolder sig i hele tre hovedroller i komedien “Norbit”, der desværre byder på mere hovedrysten end grin.
[image=18038]
Norbit bliver som spæd overladt til Mr. Wongs børnehjem, hvor han vokser op. Som årene går, bliver det lille barn til en spinkel, læspende dreng. Alligevel kaster pigen Kate sin kærlighed på ham, og de to bliver uadskillelige. De to børns lykke varer dog ikke evigt, for Kate bliver adopteret, mens Norbit, som jo ingen vil have, bliver ladt tilbage på børnehjemmet. Her er han de andre børns mobbeoffer, og har i det hele taget en miserabel tilværelse, indtil han møder Rasputia. Rasputia er en sværvægter af en pige, og hun finder sig ikke i noget. Hun uddeler øretæver til alle dem, der generer Norbit, og beslutter sig for, at hun og Norbit skal være kærester.
Som voksne bliver de gift, og Norbit får job i Rapsutias brødres firma. Rasputia er ikke ligefrem nogen nips, og hun behandler Norbit som skidt og er ham utro med en aererobicinstruktør, så han er langt fra lykkelig. En dag vender det hele dog; Kate kommer tilbage til den lille by med planer om at købe børnehjemmet og drive det videre. Desværrre er Rasputias brødre også interesseret i børnehjemmet, som de vil nedlægge og omdanne til en stripbar. Nu får Norbit travlt. Han skal undvige Rasputia, der slet ikke vil finde sig i, at han er sammen med Kate; han skal overbevise Kate om, at hun ikke skal gifte sig med sin forlovede, samtidig med, at han skal forhindre de tre brødre i at ødelægge børnehjemmet.
[image=18039]
Det er den Oscar-vindende Rick Baker, der står bag Eddie Murphys forklædninger i “Norbit”. De er overvældende gennemførte. Hvis man ikke ved det, kan det være svært at se, at de tre hovedroller spilles af samme person. Desværre er den fantastisk overbevisende make-up det eneste positive, der er at sige om denne film. “The Nutty Professor”, hvor Eddie Murphy også trak i et dellekostume, opvejede for sine mangler ved at have en sød og troværdig kærlighedshistorie, der drev filmen frem. I “Norbit” er kærlighedshistorien plat, og selv om man et par gange trækker på smilebåndet af Rasputias mimik, er den store kvinde bare ikke nok til at holde historien kørende. Filmen er centreret om, at vi skal synes, det er sjovt at se en meget fed, sort kvinde i små shorts, og derudover er der ikke meget at komme efter.
“Norbit” er ond og grov, og det føles som om, man har proppet Eddie Murphy ned i et dellekostume, tændt kameraet og så ventet på, at han gjorde noget sjovt. Nu hvor Eddie Murphy ikke er i stand til at holde en film flydende på trods af hele tre karakterer at lege med, kunne man jo håbe, at filmens øvrige cast kunne bidrage med noget. Her er der desværre heller ikke noget at hente – det skulle da lige være Thandie Newton, der i rollen som Kate gør det ganske charmerende, på trods af, at hun er blevet parret med Cuba Gooding Jr., der spiller hendes usympatiske forlovede, og bestemt ikke gør det godt.
[image=18040]