[b]Bare en tyve minutter mere, tak[/b]

Nordisk Film er længe blevet kritiseret for at slumre hen og producere film efter en søvngænger-metode. Men hvor stivbenet Ole Olsens gamle produktionsselskab end måtte være blevet, så stormer Tobias Lindholm og Michael Noer med jævne mellemrum ind ad morfars cigarkasse-brune Valby-villadør for at blive “passet”, og som en anden [i]feel good[/i]-søvngængerfilm liver villavejen pludseligt op med samme energi som 1990’ernes Zentropa – og Noers seneste besøg, med “Nordvest”, er ingen undtagelse.

Casper (Gustav Dyekjær Giese) surfer en del på boligsider på nettet -men ikke, fordi han mangler et sted at bo. Han bor nemlig i en af betonblokkene i Nordvest-kvarteret i København sammen med sin slidte mor (Lene Maria Christensen), sin dovne lillebror (Oscar Giese-Kjær) og hans guldklump, lillesøsteren Freja. Nej, Casper ser i stedet på lejlighedernes indbo – ting han kan stjæle og sælge til “kioskens” Jamal (Dulfi Al-Jaburi). Men han får kun slik for indbruddene, og Jamal er konstant efter hans lillebror. Da den brede rockertype Bjørn (Rolan Møller) tilbyder en langt bedre hyre for et par designervarer på “bestilling”, skifter Casper derfor hold. En beslutning, der bringer ham højere op i gadens hierarki, men længere ned i sølet.

Filmen er skudt i Nordvest-kvarteret, og rollebesætningen er primært debutanter eller folk fra det reelle miljø. Og som udgangspunkt er der derfor to ting, der er væsentlige at kigge på i filmen, og det er virkelighedsforankring og skuespil. Noer siger selv, at “Nordvest” er en decideret genrefilm, der spejler Scorseses “Mean Streets” og Winding Refns “Pusher”. Men Noer og hans producer-duo (René Ezra og Tomas Radoor) giver genren et karakteristisk twist ved at arbejde med motivation i stedet for replikker i scenerne. Det betyder, at hvis Robin (Nicholas Westwood Kidd) og Casper gerne vil have på klods i baren, så er det ikke skrevet ned som dialog. Noer siger i stedet til drengene: [i]”I har ingen penge, I [/i]skal[i] have på klods.”[/i] Og så siger han til bardamen: [i]”Du giver [/i]ikke[i] på klods i din bar.[/i]

Metoden gør “Nordvest” til et velsmagende blend af virkelighed og genre-fiktion, hvor virkeligheden er trykket ekstra godt ned på filmstrimlen. Selv de mindste detaljer er med i de situationer, karaktererne kommer ud for. Detaljer, man ikke ville skænke en tanke, hvis man ikke selv havde prøvet det – og det gør altså, at man kan mærke virkeligheden. En del, som Noers reality-casting kan krediteres for. De fleste, der har fulgt lidt med på den danske musikscene, ved for eksempel, at det ikke er første gang, rapperen Kidd (Robin i filmen) ryger på en joint, og hans vanetro behandling af rygepinden kaster publikum direkte ind i virkeligheden.

Det er derfor umuligt ikke at kommentere på skuespillet i filmen, der lige fra hovedrolle til birolle er afsindigt skarpt. Gustav Dyekjær Giese fortæller en stærk personlig historie med sit vilde blik, der på én gang er intenst tænksomt og fuldkommen blankt. Og rocker-birollen Theis brøler sig succesfuldt vej gennem hukommelsen, indtil man finder et møde med virkelighedens Theis-type frem. Men den skarpeste præstation kommer fra Roland Møller, der praktisk talt sprænger lærredets fiktive slør med sin gemytlige og nådesløse hyggeonkel/rocker-type. Men trods det store skuespil, så har filmen desværre lidt startproblemer, hvor båndene i “Nordvest-familien” er lidt for løst bundne. Skuespillerholdet afslører særligt i deres dialogscener, at deres relationer er opspind.