[b]Without The Beatles[/b]

Kan man sige noget om The Beatles, som ikke allerede er blevet sagt? De fire medlemmer af det, som uden tvivl er det mest populære band nogensinde, er blandt de personer i verdenshistorien, som har fået mest omtale. Folk, der tror, at Lady Gaga har skabt massehysteri, bør tage et kig på et par dokumentarer om “The Fab Four” og få sat i perspektiv, hvad massehysteri egentlig er. Det bliver ikke større end The Beatles. Og derfor må svaret på ovenstående spørgsmål nok nærmere være nej end ja. Og måske netop derfor har instruktør Sam Taylor-Wood i samarbejde med manuskriptforfatter Matt Greenhalgh lavet en film om John Lennon, hvor The Beatles ikke nævnes én eneste gang.

John Lennon vokser op hos sin moster Mimi og sin elskede onkel George. Da onklen pludselig falder om og dør, begynder visse spørgsmål at forme sig i hovedet på den rapkæftede teenager. Hvorfor har han aldrig mødt sin mor? Hvem er hans far? Han tager sagen i egen hånd og opsøger moderen. Langsomt opbygges et forhold til hende, og hun bliver den første til at lære det unge talent at spille musik. Livet bliver dog ikke lettere for John efter mødet med moderen, og rodløsheden begynder at trænge sig mere og mere på. Indtil han en dag får idéen til at starte et band.

Man skal være mere end normalt påpasselig, når man laver en film om en person, som har betydet så meget for så mange. Der vil altid være fanatiske fundamentalister, som mener, man har pyntet for meget på historien, og ligeledes vil der være connaisseurs, som påpeger, at man har lagt vægt på de forkerte ting. Sådan er det sikkert også i tilfældet “Nowhere Boy”. Men ser man bort fra, hvad man bør eller ikke bør, står man tilbage med et værk, som fungerer utroligt godt på alle plan.

Først og fremmest må man beundre skuespillernes præstationer. Aaron Johnson, som mange kender som Kick-Ass i filmen af samme navn, formidler på glimrende vis den mangefacetterede John, der – splittet mellem to familier – påtager sig rollen som klovnen og entertaineren. Han overstråles dog af filmens to kvindelige hovedroller, den snerpede moster Mimi – spillet af Kristin Scott Thomas – og hendes ustabile og letlevende søster Julia i Anne-Marie Duffs skikkelse. De to søskende er forskellige som ild og vand, men udstråler begge en sårbarhed, der bunder i de komplicerede familieforhold, som får så stor betydning for John.

Liverpool i slutningen af 1950’erne kommer virkelig til live i “Nowhere Boy”. Billederne byder på en gennemført og smuk farvepalette med udgangspunkt i de brunlige toner, man ofte ser i film med socialrealistisk præg. Kulisserne er i høj grad med til at fuldende indtrykket af industribyen, som man ikke umiddelbart ville forestille sig skulle opfostre nogle af de mest nyskabende musikere i historien.

I løbet af filmens 93 minutter glemmer man let, at fortællingen handler om John Lennnon. I stedet for at se ikonet, guden, geniet ser man en person med de samme problemer, som alle andre mennesker slås med i løbet af livet. Det er sandsynligvis en vigtig pointe fra filmskabernes side, at de vil fortælle en historie om musikeren, der ikke er hørt nær så ofte som historien om tiden med The Beatles. Dette bakkes op af, at The Beatles som sagt aldrig nævnes, og kun to gange i filmen høres musik, som er skrevet af Lennon, Harrison eller McCartney. Det er en interessant vinkel, som tilføjer – for nogen ukendte – elementer til myten Lennon. Og sidst, men ikke mindst er det grundlaget for denne velfortalte og underholdende film.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1. Det nydelige farvetema har en rigtig flot gengivelse. Kontrasten er god og stabil i det meste af filmen, og der optræder på intet tidspunkt edge-enhancement eller udtværinger. Et enkelt sted støder man på en lidt hård overgang i de mørke toner, men det er overordnet set ikke noget problem i det ellers glimrende transfer.

[b]Audio[/b]

DTS og Dolby Digital 5.1. Der er for så vidt ikke noget i vejen med lydsporet på dvd’en, men det er simpelthen alt for konservativt. Dialogen er fin, og musikken lyder også rimeligt, men der sker absolut intet i suroundhøjtalerne eller sub’en. “Nowhere Boy” læner sig stilmæssigt op ad socialrealismen, som ofte ikke fordrer de mest spektakulære lyddesigns, men der er trods alt en del musik med i filmen, som sagtens kunne have lidt mere slagkraft og fylde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en indeholder intet ekstramateriale.