[b]Drengen, der ville være Elvis, men blev John Lennon[/b]

Enhver superheltefilm med respekt for sig selv indeholder en skabelsesberetning – hvordan fik superhelten sine evner, og hvilket stykke dunkelt fortidsvraggods driver helten frem? Skabelonen kan også bruges om virkelige personager, hvilket vi eksempelvis så i Oliver Stones film om George W. Bush, “W.”, hvor der ganske vist skal anbringes et stort “anti” foran betegnelsen superhelt. I Sam Taylor-Woods debutfilm “Nowhere Boy” gælder det så skabelsesberetningen for den musikalske superhelt ved navn John Lennon.

Lang tid før Yoko Ono og det skamløst lange pandehår møder vi i 1950’ernes England den unge skoletrætte og rebelske John Lennon, der bor hos sin klassisk dannede og tilknappede moster og den mere legende livsglade onkel. Onklen dør, og legen forsvinder, indtil den dag, hvor Johns farverige mor pludseligt træder ind i hans liv igen. John lærer i smug at spille guitar hos sin mor, men det trækker op til konflikt imellem de to modsætningsfyldte kvinder – moren og mosteren – der begge holder så ustyrligt meget af John. Kærligheden til musikken vokser, og det bliver ønsket om at ligne idolet Elvis frem for at få sig en uddannelse, der står Johns hjerte nært. Men selvom karrieren med vennerne Paul og George tager sin begyndelse, så kan opgøret imellem de to kvinder ikke holdes tilbage, og det samme gælder en gammel hemmelighed.

“Nowhere Boy” forsøger at fremstille en tragedie og konflikt i Johns liv som ikonisk definerende for den stjerne, han sidenhen blev. Han får sine kræfter, guitarspillet, fra sin mor, og han bliver for evigt mærket af kvindernes konflikt – sådan blev den musikalske superhelt John Lennon til. Det føles bare for letkøbt at forklare John Lennon ud fra disse begivenheder, der som samlet fortælling i sig selv er en ganske uinspirerende oprørshistorie, der aldrig var blevet fortalt, hvis vi ikke vidste, at drengen John senere skulle levere lydsporet til en hel generation.

For der kommer aldrig rigtig kød på splittelsesfortællingen om de to kvinder med John fanget i midten. Skabelonen ligger ellers klar til en dannelseshistorie á la Lone Scherfigs “An Education”, men det overspillende cast får aldrig for alvor sat mosterens klassiske Tjajkovskij-dannelse i spil i modsætning til moderens nærmest maniske søde liv. En mor, der spillet af Anne-Marie Duff får et sært upassende erotisk samspil med sønnen John, der i “Kick-Ass”-skuespilleren Aaron Johnsons skikkelse flere gange tipper balancen i sit spil fra ungdommeligt britisk hovmod til karikeret overdrev.

Bedre går det, når vi tilbringer tiden med den anden og dårligt integrerede musikalske ungdomsdel. Her fungerer beskrivelsen af opbrudstiden langt bedre, der med hjælp fra en tempofyldt klipning fint gengiver rodløsheden blandt [i]Kitchen sink[/i]-realismens vrede unge mænd, som finder en mening med tilværelsen i den spirende rock’n’roll. Og der er da også en vis nostalgisk forventningsglæde i det øjeblik, John møder de to unge guitarvirtuoser Paul og George, der siden skulle blive kendt for efternavnene McCartney og Harrison. Men forvent dermed ikke noget forjættende Beatles-soundtrack, idet filmen kun behandler tiden før, drengene blev mænd og kendte – og måske interessante?