Middelmådig tællelegInstruktøren Joel Schumacher har for vane at diske op med velproduceret og solid metervare, som aldrig bliver decideret dårlig, men heller aldrig mere end højst middelmådig. Enkelte gange – med “Falling Down” og “Tigerland” – har han ramt plet, men ellers har kurven praktisk talt været udfladende, og man kunne derfor håbe på, at hans nyeste forsøg, “The Number 23”, kunne gøre denne kedelige tendens til skamme. Det sker dog ikke. Vi har at gøre med en velkomponeret thriller, der blander fiktion, overtro og mystik, men som i sin helhed ligner noget, vi har set så mange gange før. Trods gode intentioner lykkes det ikke historien at lette fra sin ret ordinære og lidt for parentetiske skabelon.

Jim Carrey spiller hundefangeren Walter Sparrow, der på sin fødselsdag får en slidt bog af sin kone, Agatha (Virginia Madsen), med titlen “The Number 23”. Bogen synes at have mange lighedspunkter med Walters liv, men mest af alt optages han af historiens besættelse af tallet 23. Snart ser også Walter nummeret overalt og prøver febrilsk at overbevise sin kone og søn om, at hans tiltagende paranoia omkring bogen og tallets ildevarslende kraft ikke er det pure opspind. I sin jagt på tallets betydning og bogens enigmatiske forfatter hvirvles både Walter og hans familie ind i en faretruende blanding af bogens fiktive univers og dens afsmitning på virkeligheden. Men er der en mening med tallene, og er de virkelig så farlige, som bogen spår?

Den debuterende manuskriptforfatter Fernley Phillips har efter sigende selv haft en stor fascination af fænomenet omkring det mystiske tal 23. Spekulationen går på, at datoer, tidspunkter, og navne overalt er knyttet til tallet 23 på den ene eller anden måde. Disse numerologiske teorier har Phillips lagt ind i manuskriptet til “The Number 23”, således, at det pludselig går op for vores hovedperson, at alt omkring ham kan føres tilbage til det gådefulde tal. F.eks. har boghandlen, hvor Agatha køber bogen, nummer 599, hvilket sammenlagt giver 23, ligesom numrene på hans nummerplade giver 23. Som tilskuer finder man inden længe sig selv i færd med at støvsuge hver billedindstilling for mulige numre, man kan lægge sammen, og her leger filmen ganske fermt med sit publikum.

Det er dog både på sit indlejrede fiktionsplan, samt i Walters rammehistorie at filmen aldrig letter helt. Jim Carrey har før vist, at han kan spille seriøse roller, selvom han har en tendens til i stedet at forfalde til det selvudslettende og ynkelige, og her passer det nogenlunde til den lettere sølle Walter. Men når vi er vidne til bogens fortælleplan, hvor Walter og hans bekendte indtager rollerne i et lettere lurvet og hyperstiliseret noir-univers, så har man svært ved at tro på Carrey. På trods af hans ændrede look, der får ham til at ligne Nick Cave, så er han ikke overbevisende som hårdkogt detektiv med mental uligevægt. Det samme gælder Virginia Madsens Agatha, der i fiktionsformen pludselig forvandles til sorthåret femme fatale, men som mest af alt ser ud til at kede sig. Når vi befinder os uden for bogen, er det også så som så med kemien de to imellem, og Carreys problem er i sidste ende, at han aldrig synes særlig farlig.

Plottet skrider sikkert frem ad den gængse sti, som vi opdager, vi kender bedre end vores egen bukselomme. Her er ingen overraskelser, men spændingen er dog holdt på et hæderligt plan det meste af vejen. Dette skyldes nok i høj grad Schumachers sikkerhed som instruktør, navnlig i hans brug af billedsiden, der ofte har rigeligt at byde på.