[b]En sikkerhedsvagt fra helvede[/b]

“Observe and Report” tiltrak sig megen kritik i hjemlandet pga. en [i]date rape[/i]-lignende scene, hvori den fallerede hovedperson har sex med en næsten bevidstløs kvinde. Derved sagde filmen i kritikernes øjne, at den slags ikke alene var morsomt, men også grundlæggende i orden.

Indvendingen er dog forfejlet og snarere et eksempel på den ofte sete fejlslutning, at hvis en hovedperson gør noget amoralsk, så siger filmens skaber dermed, at det er moralsk forsvarligt. Måske er det et tegn på tidsånden: Vi er blevet så vant til film, der stryger os med hårene og serverer præcis den samme formular om og om igen, at det øjeblik, hvor en film gør det modsatte, må vi straks møde den med vrede og irritation.

“Observe and Report” forsøger bestemt ikke at please sit publikum og giver i stedet et kulsort humoristisk portræt af en figur, som er helt og aldeles usympatisk og så godt som umulig at identificere sig med. Af selvsamme grund er det også let at forestille sig, at mange ikke vil bryde sig om filmen. Den vil utvivlsomt være for indforstået, for bidende og for sortsynet til manges ganer, men hvis man er frisk på at blive udfordret, er det her en komisk oplevelse ud over det sædvanlige.

Filmen følger [i]white trash[/i]-taberen Ronnie Barnhardt, der i skikkelse af Seth Rogen har fået erhvervet sig en smule magt som sikkerhedsvagt i et indkøbscenter og nu holder fast i den med selvhøjtidelig arrogance. Som en konge i junglen patruljerer han gangene i kampen mod skatere, indbrudstyve og først og fremmest den berygtede blotter, der viser sit lem frem til damer på parkeringspladsen.

Seth Rogen lægger sit sædvanlige hyggelige image fra sig her for at spille et frastødende og formodentlig psykotisk individ i denne bidende satire, der nærmest udspiller sig som en komisk og anarkistisk udgave af “Taxi Driver”. Ronnie overfalder personer, chikanerer og udøver racisme, men i sit eget verdensbillede formår han stadig at være den enlige gode helt, der kan genoprette fred og orden. I de indledende scener er han blot fornøjeligt kikset, men efterhånden, som vi bliver klar over, hvor gal han egentlig er, bliver hans adfærd, menneskesyn og våbenfetichisme tiltagende foruroligende. Dette giver komikken betydelig mere bid end sædvanligt og efterlader tilskueren lidt på kanten af sædet med en bevidst utryk fornemmelse. Der er en håndfuld øjeblikke, der vækker den store latter, men det meste af tiden er den stilfærdigt undergravende.