Langtfra trættende trettenDengang de danske komikere Jacob Haugaard og Finn Nørbygård skulle lave en fortsættelse til deres muntre kassesucces “Jydekompagniet” valgte de at døbe efterfølgeren “Jydekompagniet 3”. Parret mente, at toere altid var værre end ettere, og at den specielle navngivning ville lyse velsignelse over fortsættelsen. Måske overvejede folkene bag “Ocean’s Thirteen” i sin tid en lignende strategi. Seriens foregående kapitel var en monumental skuffelse ovenpå seriens første, enormt underholdende del. At prøve at gøre skaden god igen med en film, hvis titel indbefattede verdens mest berygtede, uheldige tal, kunne let ses som at tage unødige risici. Men “Ocean’s Thirteen” var en af sidste års sjældenheder: En mere end hæderlig treer.

Danny Ocean og hans ti udspekulerede kammerater er igen på krigsstien. En af gruppens ældste medlemmer, Reuben, er blevet snydt for en gevaldig sum penge af den griske, kyniske hotelejer Willie Bank. Bank har netop bygget et gevaldigt og yderst elegant casino i Las Vegas, og Reuben var udset til at være medejer, men blev i stedet truet på livet til at droppe helt ud af projektet. Chokket var så stort for den godtroende Reuben, at han fik et hjerteanfald, som han kun med nød og næppe overlevede. Ocean og co. begynder derfor at planlægge en avanceret gengældelsesaktion, og målet er naturligvis at krænke Banks enorme ego og formindske hans formue.

Instruktøren Steven Soderbergh og kollegaerne foran og bag kameraet har tydeligvis taget ved lære af fortidens uheldige fejltrin. “Ocean’s Thirteen” er næsten fuldt på højde med den underholdende “Ocean’s Eleven” og længder bedre end den akavede “Ocean’s Twelve”. Igen stortrives man i selskab med de charmerende, karismatiske gutter – humøret er ofte så højt og den gode stemning så smittende, at man vitterligt føler sig som en integreret del af foretagendet.

Der er vitterligt et [i]ocean[/i] af herlige momenter. Filmens manglende selvhøjtidelighed og uforcerede, velskrevne humor er prisværdig – der er efterhånden blevet produceret et utal af film om komplicerede tyverier, men det er “Ocean’s”-seriens raffineret, karakterdrevet humor, som gør den unik. Derudover er det fornøjeligt at prøve at forudse de mange twists. Fokuset er immervæk på personerne, og selvom Willie Bank ligner så mange andre filmiske skurkeroller, så brænder Pacino sig alligevel fast på nethinden som mændenes nådesløse nemesis. Casey Affleck stjæler også en hel del af opmærksomheden som den ene del af et brødrepar, der assisterer Ocean.

“Ocean’s Thirteen” kører derudaf i et hæsblæsende tempo, og der bruges ikke megen tid på at etablere karaktererne eller deres forhold til hinanden. Men det er strengt taget heller ikke nødvendigt, da begge dele er lykkedes fint i de to foregående film, og man må komplimentere filmfolkene for ikke at ville gentage sig selv. Manuskriptforfatterne forsøger dog at smække lidt for mange sideplots og karakterer ind i filmen, men i en tid, hvor biograflærrederne rendes over ende af pirater og endimensionale superskurke, er indholdsmæssigt overskud frem for underskud så afgjort at foretrække. Så lad dig blive revet med af den gode stemning, de flotte billeder og David Holmes’ herlige og herligt funky score – det vil være synd at gå glip af det.

VideoDer er med vilje ofte blevet skruet gevaldigt op for farvernes styrke, og farverne bløder heldigvis aldrig og er generelt flotte. Men billedet er tit enormt grynet, især under produktionens mørkeste og lyseste scener. Grynene får ikke transferet til at ligne celluloid, men tværtimod snarere overmanipuleret video. Billedet er som regel skarpt, og især totalbillederne af Las Vegas fra luften er forbløffende flotte, men af og til virker billedet sløret. Ofte er billederne tydeligvis også blevet gjort skarpere på kunstig vis, hvilket en ikke helt ubetragtelig mængde edge-enhancement bekræfter. Lysniveauet og farvetemperaturen svinger også unaturligt flere gange, og udtværing hænder endda også en sjælden gang imellem.

AudioFørst og fremmest er det ærgerligt, at man blot har inkluderet et almindeligt Dolby Digital 5.1-lydspor. Der er masser af plads på en BD-skive til adskillige lydspor, og eftersom der ikke er meget ekstramateriale på discen, er det besynderligt, at der ikke medfølger et lydspor i en højere opløsning. Sporets komprimering synes at have gået lidt ud over lyden – de dybeste toner savner ofte punch, og de højeste toner lyder ofte svage. Dialogen er dog tydelig hele vejen igennem, og selvom brugen af baghøjtalerne er forholdsvis beskeden, skabes der tit en fin og troværdig auditiv atmosfære. Der er også et par fine panoreringer, men ligesom transferet burde lydsporet have været bedre.

EkstramaterialeFor en gangs skyld følger der mere ekstramateriale med HD-udgivelsen af en film end dvd-udgivelsen. Blandt udgivelsens eksklusive ekstramateriale finder man et kommentarspor og dokumentaren “Masters of the Heist” (44 min.), som omhandler berømte svindlere fra virkelighedens verden. Det er en meget underholdende dokumentar, men det er dog besynderligt, at den HD-eksklusive sag præsenteres i 480p.

Kommentarsporet er med instruktøren Steven Soderbergh og manuskriptforfatterne Brian Koppelman og David Levien. Soderbergh er en velformuleret herre, som har indtalt adskillige interessante kommentarspor gennem tiden, og dette er endnu et glimrende et af slagsen. Trioen taler igennem hele filmen, og de er ikke blot informative, men ofte også forbandet morsomme.

Resten af ekstramaterialet fulgte også med dvd-udgivelsen. Der medfølger knap fem minutters slettede scener, der alle præsenteres i 1080p, og som alle ganske forståeligt blev sakset. “Vegas: An Opulent Illusion” (23 min.) er en relativt fascinerende dokumentar om Las Vegas. “Jerry Weintraub Walk and Talk” (3 min.) er en desværre alt for kort featurette om designet af det casino, som er filmens centrale kulisse.