Gentagelser fremmer forståelsenAlle gode gange tre. Sådan lyder det berømmede ordsprog i hvert fald, men om det også gælder den tredje i rækken af Steven Soderberghs filmatiseringer over Danny Ocean og hans kompagnoner ud i berigelseskriminalitet er nu nok tvivlsomt. I hvert fald er “Ocean’s Thirteen” langt fra så underholdende og fængende som særligt den første film i serien.

Alle veje fører åbenbart til Las Vegas, og således er rammerne i “Ocean’s Thirteen” nøjagtigt som i “Ocean’s Eleven” henlagt til den glitrende amerikanske spilleby par excellence. Denne gang er det imidlertid andre elementer end de tre kasinoer, der gør sig gældende, da Danny Ocean i skikkelse af storcharmør George Clooney endnu en gang samler sine tro væbnere. I mellemtiden er den aldrende Reuben sygnet hen. Han har overlevet men ikke overvundet et hjerteanfald, som angiveligt skyldes et magtopgør med den kompromisløse og selvfede hotelmilliardær, Willie Bank.

Bank står netop overfor endnu en hotelåbning i Las Vegas, hvor der ikke skal spares på noget. Kanonerne er kørt i stilling, og forberedelserne er med andre ord i fuld gang til en gallaåbning, der atter skal give ham topplaceringer hos anmelderne og den eftertragtede pris – ‘De 5 Diamanter’ – som han allerede har hjemført til alle sine andre hoteller. Med tiden som modstander ser Ocean en unik mulighed i at ramme Bank på pengepungen og egoet på samme tid. Hvad nu hvis man plyndrer hotellets kasino, skræmmer hotelanmelderen væk og får hotellets direktør til at gå bankerot?

Det er i hvert fald slagplanen for Steven Soderberghs tredje udspil om den elegante storforbryder Danny Ocean og hans voksende gruppe af håndlangere. Desværre bliver det et langt stykke af vejen ved snakken, og omdrejningspunktet i “Ocean’s Thirteen” er i lange vendinger oppebåret af kønsløse dialoger som forberedelse til det endelige kup – kuppet over alle kup. Kuppet hvor hovmod står for fald for den kry hoteldirektør. Ambitionerne blive vendt og drejet, planerne tænkt igennem til mindste detalje. Og måske netop derfor bliver kedsomheden og følelsen af at være udefrakommende betragter et nærværende problem.

Bedst er filmens halvfjerdserinspirerede underlægningsmusik og ditto klipning, der giver indtryk af en svunden tid med sit retrospektive audiovisuelle udtryk. Det er dog ikke nok til at holde filmens niveau i hævd, og den opgave hviler derfor tungt på skuespillerne centreret omkring George Clooney og hans nærmeste allierede Brad Pitt og Matt Damon, der ligesom førstnævnte spiller deres respektive roller fortræffeligt som forbryderne Rusty og Linus. De to har som alle mere perifere aktører i forbrydersyndikatet særlige kompetencer, og for Linus betyder det bl.a. en ømfindtlig elskovsscene med Banks højrehånd, den pligtopfyldende Abigail Sponder, der spilles herligt af Ellen Barkin.

“Ocean’s Thirteen” bærer i højere grad end i tidligere tilfælde præg af at være et hyggeprojekt for de medvirkende – et genforeningsmøde skuespillerne imellem, om man vil. Det mærkes også på dramaturgien, der virker noget fedtfattig og uden det store at komme efter. Gentagelser fremmer som bekendt forståelsen, og måske er det i virkeligheden den pointe, instruktør Steven Soderbergh forsøger at male ud. I hvert fald er det påfaldende så meget, hans tre film om Danny Ocean & co. efterhånden ligner hinanden.

“Ocean’s Thirteen” redder dog sit omdømme på en kraftanstrengelse i filmens sidste tyve minutter, hvor underholdningsværdien stiger markant, og hvor alle løse ender sluttes. Hvad der i lang tid ligner regulært tidsspilde giver pludselig mening og underholdningsværdi, ligesom de mange fiffige referencer og interne jokes nu egentligt også gør det undervejs. “Ocean’s Thirteen” har undervejs sine øjeblikke – desværre er der bare blevet markant længere imellem, end det var tilfældet i filmens forgængere. Så er man nybegynder ud i Steven Soderberghs forbryderunivers er dette nok ikke det bedste sted at begynde.

Video”Ocean’s Thirteen” fremstår i et anamorphic widescreen 2.40:1 format og generelt i skarpe halvfjerdserinspirerede toner, som er Steven Soderberghs domæne. Særligt indledningsvis er der talrige eksempler på edge-enhancement og digitale forstyrrelser, om end det bliver bedre undervejs. Filmen er desuden præget af enkelte udtværinger, udsving i farvetemperaturen og tilsvarende i kontrasten, men tager sig ellers jævnt ud. Et acceptabelt transfer, der på ingen måde imponerer.

AudioBedre er lyden, der supplerer filmen i et engelsksproget Dolby Digital 5.1 lydspor. Særligt den halvfjerdserinspirerede musik kommer godt ud i alle afkroge, skaber stemning og er grundlæggende et vigtigt element i “Ocean’s Thirteen”. Replikkerne er generelt tydelige, men kan dog godt have tendens til at være lidt mudrede enkelte steder. Filmen afslører ikke eksempler på hverken overstyringer eller lydlige panoreringer, og atmosfæren virker – trods enkelte detaljerede lydkulisser – en anelse kedelig.

EkstramaterialeUdover de enkeltstående trailere for “Lucky You” og “Kærlighed & krydderier: No Reservations” er denne udgivelse udstyret med featuretten “Vegas: An Opulent Illusion”, som går bagom byen Las Vegas. Med fokus på glitter og glimmer tegnes et billede af fascinationen, tiltrækningen, historien og arkitekturen omkring spillebyen med de mange kasinoer. Som et supplement dertil viser produceren Jerry Weintraub rundt i studierne i “Jerry Weintraub: Walk and Talk”, mens “Additional Scenes” afrunder ekstramaterialet med udvalgte fraklip.