Jura i stedet for hurra

Magnolia (Maggie blandt venner) har knap nok nået at trække vejret for første gang, før resten af hendes liv bliver planlagt. Privatskolen er på plads fra det øjeblik, hun får sit navn, og da hun som barn gerne vil have skolens skildpadde Futte med hjem i ferien, får hun nej. Det har hun ikke tid til, og tid er ikke noget, man spilder.

For som hendes forældre Kirsten (Iben Hjejle) og Steen (Rasmus Botoft) har lært hende: “Hvis man vil langt i livet, tæller hvert et minut.”

Og langt skal hun. Så langt, at selv et “hurra” til fødselsdagen bliver erstattet af “jura”.

Nu er Maggie (Sofie Jo Kaufmanas) voksen, advokat og tilsyneladende præcis dér, hvor hun skal være. Sammen med kæresten Troels (Jesper Groth) køber hun designermøbler fra Bruun Rasmussen, mens han og hendes forældre allerede planlægger næste skridt i hendes liv: nyt job og ny bolig.

Maggies liv er kort sagt lagt så snorlige, at selv hendes oprør næsten burde bookes i kalenderen.

Derfor er den eneste fødselsdagsgave, der for alvor begejstrer hende, også den eneste uden et femårs-perspektiv. Veninderne Eva (Julie Rudbæk) og Stine (Katinka Lærke Petersen) giver hende en ferie uden planer.

Turen går til Tenerife.

Skildpadden, der nægter at dø

Her viser det sig, at Maggie trods alle årene med jura og femårsplaner ikke helt har glemt den pige, der bare gerne ville have skildpadden Futte med hjem. Hun har sågar foreviget fascinationen med en skildpadde tatoveret på anklen.

Så da Maggie får øje på en vaskeægte levende havskildpadde på stranden, får hun samtidig øje på Francisco (Jared Grange), en spansk casanova, der pudsigt nok deler hendes fascination af det langsomme dyr.

Efter en hed nat er Maggie solgt. Og da veninderne kort efter sidder i bussen mod lufthavnen, træffer hun endelig en beslutning, ingen andre har truffet for hende: Hun står af.

Hun vil finde Francisco. Manden, der var over alle bjerge, da hun vågnede og kun efterlod sig en lille, ulæselig seddel. Han har ikke bare åbnet skjorten. Han har også åbnet Maggies øjne for en helt ny tilværelse.

Det burde være det øjeblik, hvor Offroad for alvor forlader hovedvejen.

I stedet sidder man mest tilbage med et par praktiske spørgsmål. For eksempel: Hvad skete der egentlig med deres bagage?

Og vigtigere: Hvornår blev Francisco overhovedet så vigtig?

Mødet med Francisco er så let behandlet, at han først ligner endnu en ubetydelig joke, som hun maks ville få en kønssygdom ud af. Pludselig viser han sig at være manden, Maggie er villig til at sætte både fly, kæreste og sit nøje tilrettelagte voksenliv på spil for.

Det er noget af et spring for et one night stand, og Offroad har gjort alt for lidt ud af mødet mellem de to.

Francisco skal være katalysatoren for Maggies opbrud.

Og her rammer Offroad samtidig en efterhånden temmelig slidt genvej: En kvinde skal finde en mand for at finde sig selv.

Det er pudsigt nok samme trick, som den biografaktuelle Spa Weekend benytter. Også her skal en kvinde frigøre sig fra de forventninger, andre har lagt ned over hendes liv, men hendes selvrealisering får alligevel brug for en attraktiv mand som benzin.

Offroad på autopilot

Eva er den åbne veninde, der ikke nødvendigvis forstår Maggies beslutning, men forstår hendes behov for endelig at træffe én selv.

Stine er den kontante og fornuftige modpol, og som søster til Maggies kæreste har hun endnu flere grunde til at mene, at hele projektet er vanvittigt.

Sammen begiver de tre sig tværs over Tenerife. Undervejs ender de med den forkerte autocamper, som tilhører Leif (Ulrich Thomsen), og så burde vejen ellers ligge åben for en komedie, hvor alt kan ske.

Offroad vil være spontan, vild og uforudsigelig, men dens komik er bemærkelsesværdigt skemalagt. En absurd situation opstår. Den eskalerer. Musikken fortæller os, at nu er det sjovt. Slowmotion fortæller os, at det er ekstra sjovt.

Og så videre til næste afkørsel.

Det er komik med sikkerhedssele, GPS og airbag.

Jo længere autocamperen kommer rundt på Tenerife, desto tydeligere bliver det, at Offroad har svært ved at komme nogen vegne.

Tre veninder i en tynd historie

Det mest overbevisende ved Offroad er ikke Maggies jagt på Francisco. Det er hendes venskab med Eva og Stine.

Ikke fordi filmen giver de tre kvinder voldsomt meget dybde. Tværtimod er rollerne tegnet med en temmelig tyk tusch.

Men man tror på, at de er veninder.

Sofie Jo Kaufmanas, Julie Rudbæk og Katinka Lærke Petersen har en indbyrdes fortrolighed, der gør relationen mere troværdig end meget af det, manuskriptet sender dem ud i. De kan skændes, irritere hinanden og stadig føles som mennesker, der kender hinandens værste sider og alligevel bliver hængende.

Den samme loyalitet kan Offroad næppe forvente af sit publikum.

Når Offroad fungerer bedst, skyldes det derfor ikke nødvendigvis de enkelte præstationer, men dynamikken mellem de tre. Man tror simpelthen mere på deres venskab, end man tror på den film, venskabet er placeret i.

Det er trioens kemi, der giver Offroad den charme, som plottet mangler.

Når de bare får lov til at være veninder, er filmen langt mere levende, end når endnu en konstrueret katastrofe skal bevise, hvor vild turen er blevet.

Et oprør med GPS

Det ironiske er derfor, at Offroad handler om at gøre op med det forudsigelige, mens den selv er næsten demonstrativt forudsigelig.

Maggie skal lære at vælge selv. Francisco repræsenterer friheden. Tenerife repræsenterer flugten. Skildpadden repræsenterer den Maggie, der stadig gemmer sig under advokattitlen og designermøblerne. Og autocamperen skal selvfølgelig føre Maggie væk fra den vej, alle andre har valgt for hende.

Man behøver ikke være spåkone for at regne resten ud.

Og det er ærgerligt, for instruktør Rasmus Heide viser trods alt med Offroad, at han kan mere end den katastrofale Centervagt. Manden bag Alle for én-filmene er kommet længere denne gang, og man kunne godt unde ham et regulært comeback. Det her er bare ikke helt filmen, der giver ham det.

For der er faktisk en bedre film gemt et sted i Offroad om tre veninder, voksenlivets forventninger og den ubehagelige opdagelse, at man kan gøre alting rigtigt og stadig ende det forkerte sted.

Offroad vil være en film om at turde dreje væk fra den sikre vej. Den tør bare ikke selv.

Offroad kan ses i biografen fra den 1. oktober 2026.