[b]Dokumentarfilm om dansk dynamit er en fuser[/b]

Med d’herrer Carsten Søsted og Mads Kamp Thulstrups dyk ned i de danske fodboldarkiver er det blevet tid til et nakkehårsstrittende nostalgitrip, der for en stund kan overskygge de eklatante skuffelser, som et nuværende middelmådigt dansk fodboldlandshold har været garant for. Dokumentarfilmen “…Og det var Danmark” tegner igennem talrige uforglemmelige klip fra de allerbedste stunder i perioden 1979-1992 en underholdende rejse tilbage i tiden og dermed et billede af den kolossale udvikling fra glade amatører til seriøse fuldtidsprofessionelle.

Drømme er gjort af det rette stof. Og det er de legendariske fodboldspillere, de bedste af de bedste, også. Derfor er det en euforisk oplevelse at overvære den til tider dog lidt for kreative sammenklipning af optagelser fra før, under og efter kampene, fra landsholdslejre og fra fankulturer. Superlativerne mangler skam ikke, heller ikke fra de genkendelige kommentatorstemmer, som følger med fra sidelinjen og gerne går i selvsving i digteriske beskrivelser af de danske dynamitdrenges præstationer på grønsværen.

Med det underholdende og minderne lagt til side er “…Og det var Danmark” imidlertid alt andet end uproblematisk. Klipningen har i sig selv fatale fejl og mangler. Det kan der ses igennem fingre med. Men med et par faretruende eksperimenter undervejs går det endda helt galt. Det er her reglen frem for undtagelsen, at de mange uddrag fra de største kampe og de flotteste mål suppleres på lydsiden af udtalelser fra datidens lovpriste landsholdskæmper. Hvem, der ytrer sig, får vi dog aldrig at se. Ej heller får vi det at vide. Og derfor virker det forsøg både malplaceret og forvirrende. De to instruktører bevæger sig i et grænseland mellem underholdning og dokumentarisme, og til tider virker det som om, de glemmer, at det er faktuelle begivenheder, de har med at gøre.

I “…Og det var Danmark” er essensen af fankulturen og fodbolden, synergien og sammenholdet, de sødmefulde sejre og bitre nederlag blændende indfanget. Og så er der også blevet plads til individualisternes kvaliteter. Laudrup’erne tryller, Elkjær brænder, og Jesper Olsen laver en “Jesper Olsen”. Derfor kan det undre, at mens flere slutrunder og kvalifikationsturneringer gennemgås minutiøst, så er springet fra EM-semifinalen mod Spanien i 1984 og frem til deltagelsen ved VM-turneringen i Quarataro i Mexico i 1986 let og behændig. Hvorfor ikke frydes endnu engang over nedslagtningen af røderusserne i nationalarenaen hin grundslovsdag 1985 eller afstraffelsen af de norske fodboldgutter, som dengang ikke kunne stille meget op mod den danske dynamit?

Mellem godbidderne fra fortiden florerer nyere interviews med to af de mest toneangivende arkitekter bag landsholdets succeskurve, Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen, der stod last og brast med deres arbejdsgiver i en længere årrække trods interne skærmydsler, der var lækkerbiskener for den sensationshungrende presse. Prætentiøst virker det, at de to eks-landstrænere er blevet hevet ud i henholdsvis en skov og på en minigolfbane på en trist regnvejrsdag. Den del fremstår fortænkt, og man undres over, hvad der mon kan være galt med den klassiske interviewform?

Det kan påpeges, at “…Og det var Danmark” hører til i den lange ende inden for sin genre. Og selv om tretten års fodboldkavalkade ikke uden videre kan smeltes ned til under to timer, så havde en kortere og mere stringent versionering været at foretrække. Beretningen om de danske underdogs er ujævn, skramlet og også uden for kronologisk orden. I samspil med de elementer, som opererer på lydsiden, bliver indtrykkene derfor ofte misvisende og forvirrende. Og så savner de to instruktører en klarere definition af, hvor de vil hen med en film om det danske landshold.

Modsat forhenværende landstræner Richard Møller Nielsen blev Morten Olsen ikke forbigået, da han stod til valg som landstræner. Det gør han til gengæld i nærværende film, selv om han som udøvende spiller havde en nøglerolle i en betragtelig del af årene 1979-1992. Olsen var den næsten altid besindede anfører for Olsen Banden, med daværende landskampsrekord, og med et par nutidige kommentarer flettet ind over kunne han have været det ekstra krydderi. “…Og det var Danmark” har sine fortryllende øjeblikke, men savner i sin helhed dramaet og konflikterne og et tykkere bånd til nutiden.

[b]Video[/b]

“…Og det var Danmark” præsenteres i et anamorphic widescreen 1.78:1-format, som bærer tydeligt præg af den tunge satsning på arkivoptagelser. Filmens look skæmmes af edge-enhancement, digitale forstyrrelser, grums og blødhed i hobetal, men også kontrast og farvetemperatur er generet af udsving. Et hæderligt transfer materialet taget i betragtning. Men kønt er det ikke.

[b]Audio[/b]

Bedst er de dansksprogede Dolby Digital 2.0- og 5.1-lydspor, som begge giver et flot indtryk, om end flere af arkivoptagelserne er ude af sync. Den stemningsfulde underlægningsmusik er velvalgt og går godt i spænd med de mange fodboldmontager undervejs, men også dialogen er tydelig, ligesom atmosfæren, lyden af fodbold, fornemmes på nærmeste hånd.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ganske vist sværmer filmen omkring en svunden tid, men alligevel er det besynderligt, at ekstramaterialet ikke er har mere at byde på. Mulighederne burde være til stede. De få trailere suppleres af musikvideoer for “Re-Sepp-ten”, “En for Alle” og “En sang til Allan 1984” samt enkelte fraklippede scener og et par featuretter, der fortrinsvis opererer uden for banen. Optagelserne har dog et fælt stænk af hjemmevideo over sig og bliver derfor aldrig sindsoprivende interessante. Værst er de hampre optagelser fra gallapremieren, hvor både lyd og billed er under lavmålet.