‘Tony’ er en kompetent biopic med de vanlige styrker og begrænsninger til følge. Både som tilblivelseshistorie om Anthony Bourdain og som Matt Johnson-film kunne den med fordel være krydret mere.

Tony er historien om den 19-årige universitetsstuderende og forfatterspire Anthony Bourdain og den formative sommer, han tilbragte med at arbejde på en restaurant i Provincetown, Massachusetts.

Anthony, eller Tony (”det er kun min mor, der kalder mig Anthony”, som hovedpersonen selv siger tidligt i filmen), er, for at sige det lige ud, en selvfed nar ved filmens start. En personlighedstype, der udstråler en fuldstændig ubegrundet arrogance, som nok vil være bekendt for mange, der har mødt unge selvproklamerede genier. Typen, der mener, at de er lidt klogere end alle andre på den der måde, hvor de hele tiden forklarer dig ords etymologi.

Historien udvikler sig, da Tony, til sin egen og ingen andres overraskelse, ikke får det skrivelegat, han ellers har pralet over for alle med, at han ville få. I et impulsivt og desperat forsøg på at få en romance med sit crush op at køre tager han derfor mod Provincetown uden nogen egentlig plan eller penge. Der får han et job på The Flagship, et uanseeligt fastfoodspisested, og ender under restaurantejerens vinger.

Tony Bourdain the Author the Chef the Origin Story the Movie

Med Matt Johnson som instruktør, der blandt andet er kendt for dette års fremragende Nirvanna the Band the Show the Movie, havde jeg store forventninger.

Castet ser også spændende ud med Tony spillet af Dominic Sessa, Antonio Banderas som Tonys mentor Chef, Emilia Jones som Nancy, den anden del af romanceplottet, Cum Town-podcaststjernen Stavros Halkias såvel som Leo Woodall i rollen som den lige dele karismatiske og skruppelløse Sal.

Der er bestemt elementer, der fungerer glimrende. For eksempel er gengivelsen af 1975 vellykket, og det lykkes at skabe en atmosfære, hvor det føles, som om man hænger ud med Tony og resten af køkkenholdet. Det samme gælder skildringen af en nihilistisk og rusmiddelfyldt hverdag i køkkenet. Og det er selvfølgelig ofte sjovt; ellers havde det ikke været en Matt Johnson-film.

I disse sekvenser er Antonio Banderas særligt god og leverer filmens stærkeste præstation. Han bringer en god, træt og livserfaren kontrast til den uerfarne Tony og resten af køkkenet. Det fungerer godt sammen med beslutningen om at gøre Tony til en usympatisk og arrogant størrelse.

En af filmens centrale konflikter er derfor mellem den grønne og grænsesøgende Tony og seerens billede af stjernekokken Anthony Bourdain. Filmen er på den måde en version af den dannelsesroman, som Tony forsøger at skrive. Imidlertid lider filmen under, at tilblivelseshistorien, den vil fortælle, spiller på alle genrens største hits uden at tilføje særligt meget til dem. Der spilles på de kendte troper, men der fås ikke altid det store ud af dem.

Det er måske bedst illustreret i romanceplottet, der fylder en stor del af filmen. Emilia Jones gør, hvad hun kan med Nancy, men desværre er der meget lidt at arbejde med.

Det er ikke så meget det, at Tony behandler hende dårligt. Det er mere det, at der er så lidt for hende at lave, og der bliver tilføjet så lidt til hendes karakter, at man kan undre sig over, hvorfor hun er med i filmen. Enkelte gange føles hun mere som en katalysator for plottet end som en egentlig karakter. Det kan selvfølgelig give mening, da det jo er historien om Tony. Problemet er bare, at de store dramatiske øjeblikke de to imellem, som filmen gerne vil have til at vække store følelser, mister deres gennemslagskraft som resultat.

Der er uden tvivl tale om den mest konventionelle Matt Johnson-film. Det behøver selvfølgelig ikke at være dårligt. Problemet opstår, idet der er skruet så meget ned for de spidsfindige karakterer og kuriositeter, der ellers ses i hans film. I stedet er der skruet op for kærlighedshistorien og Tonys rejse mod at finde sig selv.

Tony er på ingen måde en dårlig film, og det er en yderst kompetent biopic. Alligevel sidder jeg tilbage med følelsen af, at jeg hellere ville se et afsnit af Anthony Bourdain: No Reservations, en anden af Johnsons film eller bare en YouTube-short med Bourdain. Næppe et godt tegn. En film, der handler om Anthony Bourdain, men er bedst, når den ikke gør.

Helheden er mindre end delelementerne.

Tony kan ses i biografen fra d. 5/11.