[b]Gamle fodtudser[/b]

Kristian Halken er en af de skuespillere, som stort set alle kender af udseende, men som de færreste kan huske navnet på. Han har spillet utallige biroller i diverse tv-serier og film, men på trods af sit åbenlyse talent og evne til at finde noget godt i enhver rolle uanset hvor lille, har han dog sjældent prøvet kræfter med en egentlig hovedrolle.

Årsagen til det kan formodentlig findes i hans lidt anonyme fremtoning, men det er netop den, som anvendes med fordel i “Oldboys”, hvori den 54-årige Halken spiller den stilfærdige Vagn, der heller ikke just bliver bemærket af omgivelserne. Han er en sympatisk, men småkedelig pedel uden rygrad, hvis eneste adspredelse består i at spille fodbold med Oldboys-holdet. De er dog mere optaget af bajere og kortspil end af Vagn, og da bussen gør et ophold på vej til en kamp mod et svensk hold, glemmer de ham på en benzintank.

Uden penge, transport eller telefon er Vagn strandet i det svenske landskab, men får snart et lift af den unge John, spillet af Robert Hansen. John viser sig dog ikke just at være den mest pålidelige følgesvend og er netop kommet ud af fængslet, hvilket dog ikke har skræmt ham mere, end at han benytter turen til at røve samtlige tankstationer undervejs.

Der er således lagt an til en klassisk road movie, hvor det umage par skal gennemgå diverse prøvelser undervejs på turen samt vokse som mennesker af de oplevelser og den livserfaring, de dermed udveksler. Samtidig følger vi også det aldrende – og pænt overvægtige – fodboldholds rejse gennem Sverige og overværer deres indbyrdes godmodige skænderier og drillerier.

“Oldboys” er instrueret af Nikolaj Steen, der ellers mest gør sig i musikken, men som her har påtaget sig både instruktionen og manuskriptet. At vælge et så usexet emne som et aldrende fodboldhold til sin første film er et modig valg, og det er ikke svært at forestille sig, at der ligger nogle personlige oplevelser bag filmens tilblivelse. Selve filmens form hører så absolut til de mest velkendte, og handlingen byder hverken på de store overraskelser eller dramatiske optrin, men miljøet beskrives med humor, overbevisning og glimt i øjet. Når Ole Testrup, Leif Sylvester og Elith Nulle Nyjær udveksler brok og hurtige replikker, er det umådelig svært ikke at trække på smilebåndet. Filmens allerbedste kort forbliver dog Kristian Halken, der i hovedrollen formår at skabe en både sjov og ganske rørende karakter, som man uundgåeligt kommer til at holde af. Mere svært har Robert Hansen det med sin forbryderfigur, der forbliver en karikatur, som man ikke rigtig tror på eller føler med.