Kristian Halken er en af de skuespillere, som stort set alle kender af udseende, men som de færreste kan huske navnet på. Han har spillet utallige biroller i diverse tv-serier og film, men på trods af sit åbenlyse talent og evne til at finde noget godt i enhver rolle uanset hvor lille, har han dog sjældent prøvet kræfter med en egentlig hovedrolle.
[image=47638]
Uden penge, transport eller telefon er Vagn strandet i det svenske landskab, men får snart et lift af den unge John, spillet af Robert Hansen. John viser sig dog ikke just at være den mest pålidelige følgesvend og er netop kommet ud af fængslet, hvilket dog ikke har skræmt ham mere, end at han benytter turen til at røve samtlige tankstationer undervejs.
[image=47636]
“Oldboys” er instrueret af Nikolaj Steen, der ellers mest gør sig i musikken, men som her har påtaget sig både instruktionen og manuskriptet. At vælge et så usexet emne som et aldrende fodboldhold til sin første film er et modig valg, og det er ikke svært at forestille sig, at der ligger nogle personlige oplevelser bag filmens tilblivelse. Selve filmens form hører så absolut til de mest velkendte, og handlingen byder hverken på de store overraskelser eller dramatiske optrin, men miljøet beskrives med humor, overbevisning og glimt i øjet. Når Ole Testrup, Leif Sylvester og Elith Nulle Nyjær udveksler brok og hurtige replikker, er det umådelig svært ikke at trække på smilebåndet. Filmens allerbedste kort forbliver dog Kristian Halken, der i hovedrollen formår at skabe en både sjov og ganske rørende karakter, som man uundgåeligt kommer til at holde af. Mere svært har Robert Hansen det med sin forbryderfigur, der forbliver en karikatur, som man ikke rigtig tror på eller føler med.
[image=47637]