[b]Solid og forglemmelig underholdning[/b]

Groft sagt kan man inddele alle Gerard Butlers film i to kategorier: Film for [i]drenge[/i] og film for [i]piger[/i]. Langt de fleste Butler-film har dog det tilfælles, at de befinder sig i middelmådighedens domæne. Butlers nyeste film, “Olympus Has Fallen”, er ingen undtagelse.

Mike Banning (Butler) er tidligere Secret Service-agent for den amerikanske præsident. Efter en ulykke trak han sig tilbage, men hans søvndyssende skrivebordsarbejde får ham til at længes efter fortidens spændende arbejdsdage. Men en dag bliver Det Hvide Hus angrebet af fjendtlige styrker fra Nordkorea, og Banning er den eneste overlevende agent på stedet. Nu er det op til ham at stoppe skurkene, redde præsidenten og genvinde både sin selvtillid og storhed. Men terroristerne er stærkere end forventet, og Banning er jo kun én mand…

“Olympus Has Fallen” er lettilgængelig, velproduceret underholdning. Den lover ikke mere, end den kan holde, men samtidig gør den absolut ikke nogen stor indsats for at adskille sig fra mængden. Den har solide kampscener, solid instruktion og solide præstationer. Melissa Leo imponerer derudover enormt med sit utrolige naturtalent. Men [i]solid[/i] er altså det helt store nøgleord, når man taler om “Olympus Has Fallen”. Men eftersom filmen aldrig tør vove sig ud i grænselandet mellem det solide og det sensationelle, ender den altså også med at blive temmelig forglemmelig.

Det er dog ikke kun Leos pragtfulde præstation, som imponerer. I filmens første akt har instruktøren Antoine Fuqua (der desværre kun har begået middelmådige film siden den formidable “Training Day”) formået at skabe en nervepirrende kattepine, der virker fuldkommen uoverkommelig – selv for en muskuløs actionhelt. Det gør stort indtryk på sanseapparatet, når man ser Det Hvide Hus blive bombet, og man har helt svært at se, hvordan vores kære helt dog skal redde dagen. Og dog. For en løsning skal nok findes. Vi befinder os trods alt i Hollywood-land, hvor alting kan ske, og hvor banditterne ikke altid er lige så kløgtige, som den alfa-skurk, der har hvervet dem – og selv han vil altid komme til kort i et opgør med machohelten.

Samtidig har “Olympus Has Fallen” en elegant tilgang til den nationalisme, der altid rumsterer i film som denne. Men ærlig talt er det svært ikke at løfte armene og skråle [i]”USA!”[/i], når en nordkoreansk skurk bliver slået ihjel af en Abraham Lincoln-skulptur. Men i det store hele er “Olympus Has Fallen” bestemt ikke anderledes end mange af de metervarer, der lander i de danske biografer. Det vigtigste for en film som denne er, at den er effektiv, og det må man sige, at “Olympus Has Fallen” ofte er. Men vovet, ukonventionel eller anderledes er den bestemt ikke.