Er genfilmatiseringer (såkaldte [i]remakes[/i]) vitterligt noget, som fanden har skabt? Det ville egentlig ikke overraske, hvis det viste sig, at “The Omen” er filmhistoriens remake nummer 666. Men måske er det ikke nødvendigvis så slemt endda? Musik, som er et medie, der er [i]langt[/i] ældre end filmmediet, har i århundreder været genstand for remakes. Fra Mozarts sublime kompositioner til nutidens største slagere, intet har været helligt og nyfortolkninger af både klassikere og forglemmelige hits har mundet ud i dejlige lytteoplevelser. Remakes er tydeligvis kommet for at blive, og film som dette års “The Omen” er med til at forsikre os om, at det nødvendigvis ikke er så ærgerligt igen.

I de tilfælde, hvor de musikalske nyudgaver har overgået originalerne, har det hovedsageligt været fordi, originalen ikke var noget særligt. Det samme gælder inden for film. “Ocean’s 11” var en ren fornøjelse og et verdensomspændende hit, hvorimod originaludgaven efterhånden blot er at finde i bunden af tilbudsbunkerne. Til gengæld blev Gus Van Sants udgave af Hitchocks “Psycho” et enormt flop, primært fordi den tilsyneladende ikke var interesseret i at videreudvikle originalens ideer, hvorfor den fremstod ligegyldig. Samtidigt har “Psycho” ikke mistet én eneste brøkdel af den slagkraft, den havde tilbage i 1960. Enkelte gyserentusiaster vil måske mene, at Richard Donners oprindelige “The Omen” ligeledes er en monumental klassiker, der ingen grund er til at genskabe. Men filmen var først og fremmest en konsekvens af “The Exorcist”s succes nogle år forinden, og filmen er heller ikke just blevet bedre med alderen, så et remake er langt fra et blasfemisk foretagende.

Den nye “The Omen” er en fin, velstøbt gyser, der ligesom de andre nyligt producerede gyser-remakes “Dawn of the Dead” og “The Hills Have Eyes” fortjener en chance. Historien er efterhånden velkendt: Et ægtepar mister deres førstefødte under fødslen og adopterer en nyankommen baby, der viser sig at være djævlen selv, som ifølge Vatikanets ekspertpræster i sidste ende vil vokse op og lægge verden øde. Det ved barnets adoptivforældre naturligvis ikke, men deres dagligdag begynder langsomt at blive mere og mere usædvanlig, uoverkommelig og uhyggelig.

Filmens midterdel halter en anelse, og adskillige genreklicheer bliver løbende krydset af på producenternes liste – djævelsk original er filmen ikke ligefrem. Men “The Omen” er en utrolig smuk film, fyldt med betagende billeder, som suppleres af fornem musik og uforligneligt lydarbejde, der er med til at gøre den til en enormt stemningsfuld oplevelse. Her er nogle veltilrettelagte (og heldigvis sjældent billige) chokeffekter, men det er primært filmens atmosfære, der skaber uhyggen og giver filmen liv.

Men det er skuespillerne, som gør størst indtryk. Mia Farrows (“Rosemary’s Baby”) deltagelse er definitionen på en genistreg, og David Thewlis og Pete Postlethwaite er begge i deres es. Men det er Julia Stiles og især den altid fremragende Liev Schreiber i rollerne som filmens centrale, sympatiske par, man først og fremmest husker. Det fænomenale skuespillerensemble, filmens tekniske overvældethed og dens fængende, intense fortælling er medvirkende til at gøre “The Omen” til et par af de mest underholdende timer, du kan tilbringe foran fjernsynet i år.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Filmens betagende, elegante billedside bliver desværre ikke præsenteret helt så godt som håbet. Hovedproblemerne er blødhed og edge-enhancement. Billedet savner altså noget skarphed, og der figurerer flere gange små glorier rundt om filmens objekter, hvilket er med til at give transferet et lidt ærgerligt digitalt præg. Blødheden synes også at resultere i en lille anelse udtværing her og der. Til gengæld er kontrasten god, hvilket på mange måder er alfa og omega for dunkle, dystre gysere som “The Omen”. Snavs er der heller ikke spor af, farverne ser fine ud, og heldigvis er det langtfra alle scener, der plages af de førnævnte problemer.

AudioDiscen er udstyret med både et engelsk Dolby Digital 5.1-spor og et engelsk DTS 5.1-spor. DTS-sporet er klart at foretrække, da det byder på en mere solid bund og en større detaljerigdom. Filmens lyddesign er eminent – fyldt med subtile detaljer, som er med til at gøre sporet til en af årets absolut bedste lydoplevelser. Der er talløse fine panoreringer, og der bliver skabt en ubehagelig, mageløs atmosfære, der i høj grad styrker filmoplevelsen. Al dialog er krystalklar, og Beltramis glimrende score kommer virkelig til sin ret over hele kanalnetværket. Subwooferen går til biddet, men LFE-kanalen overrumpler aldrig seeren unødvendigt. Fantastisk.

EkstramaterialeInstruktør John Moore, producer Glenn Williamson og klipper Dan Zimmerman har indtalt et fornemt kommentarspor. Moore er klart den mest snaksaglige deltager, men de kommer alle godt rundt omkring alt fra kulisserne og lyden til skuespillet og manuskriptet. Der er måske en tand for megen overglad skulderklappen, men der er kun få pauser og masser af fine anekdoter.

Discen byder også på tre dokumentarer: “Omenisms” (37 minutter), “Abbey Road Sessions” (10 min.) og “Revelation 666” (22 min.). De første to har med filmen at gøre, og de giver hhv. et generelt indblik i filmens tilblivelse og et indblik i arbejdet med musikken. Begge er velproducerede, informative og bestemt værd at se. I den sidste dokumentar dukker alskens mennesker op, der primært har film og religion som deres ekspertiseområde, for at fortælle om tallet ‘666’, dets betydning og historie. Det er en ganske underholdende dokumentar, men indholdet skal naturligvis tages med et gran salt.

Der er to forlængede udgaver af filmens nok mest grusomme dødsfald, der her fremstår endnu grusommere. Der er også en alternativ slutning, der også er en forlænget, voldsommere udgave af selv samme scene fra slutproduktet. Til slut er der en teaser og to trailere til filmen, samt en trailer til en ny dvd-udgivelse af den gamle “The Omen”.