Det er ikke altid, at man som filmanmelder kan gå fuldkommen fordomsfri ind til en pressevisning. Da jeg satte mig hovedrystende ned i biografsædet for at se “One Direction: This Is Us”, forventede jeg, at jeg snarligt skulle le hånende af dette årtis dummeste boyband-påfund: One Direction. Men mine fordomme blev gjort til skamme, idet jeg faktisk endte med at hylde de fem drenge som en anden [i]directioneer[/i], som deres superfans bliver kaldt.
[image=75203]
Der er noget imponerende over, hvor stor en mediemaskine One Direction er blevet. Mens de fem, sympatiske gutter fra Storbritannien er benovede over al deres succes, sidder der med garanti en masse pengemænd og gnider sig i hænderne, mens de fem ungersvende skovler penge ind til dem. Dette aspekt er desværre ikke med i “One Direction: This Is Us”, der ellers er instrueret af Morgan Spurlock, som tidligere har demonstreret sin foragt for marketingmisbrug og besnakkende pengemænd i bl.a. “Super Size Me” og “The Greatest Movie Ever Sold”. “One Direction: This Is Us” er med andre ord ikke meget andet end en lang reklamefilm for de fem drenge, der skal gøre teenagere til fans og fans til [i]directioneers[/i]. Det her er bestilt arbejde, og det lugter langt væk af samme.
[image=75185]
Men hvad virker så for denne dokumentaragtige reklamefilm? Alt andet. Med “One Direction: This Is Us” har Spurlock beskrevet et moderne musikfænomen på fornem vis via alskens virkemidler. Spurlock beviser gang på gang, at han er en innovativ filmmager, såsom da han lader en hjerneforsker beskrive, hvad der sker med de hysteriske teenagepiger, når de ser deres idoler, eller når han lader drengene blive en del af en tegneserieagtig musikvideo, mens de står på scenen. Det er noget, der fungerer, og når en rockpige som undertegnede til sidst nyder drengenes poppede univers, må man sige, at målet er nået. Det kan godt være, at motivationen for Spurlock har ligget i en stor check, men han har altså skabt en virkelig god (reklame)film om fem drenge, der er lige så charmerende og jordnære, som de er populære blandt alverdens teenagepiger.
[image=75204]