[b]Et vådeskud fra hoften[/b]

Lad det være sagt med det samme. Den danske filminstruktør Linda Wendels eksperimenterende “One Shot” ligner et impulsivt vådeskud fra hoften, men er først og fremmest et ubehjælpeligt formeksperiment, som desværre ikke får udnyttet sit oplagte potentiale. Filmens banale fortælling og pinagtige skuespil er bestemt en medvirkende årsag hertil, men skal ikke tage al skylden på sin kappe. En bedre udnyttelse af nutidens tekniske kapaciteter havde reddet meget.

Titlen “One Shot” refererer til det vovede forsøg, Wendel her har kastet sig ud i – nemlig at skyde en hel film i et og samme klip. Ud over selve udfordringen deri er det heller ikke nogen dum ide, al den stund dansk film befinder sig i en venteposition, og der trods alt er store budgetter at spare med en film, der i sagens natur ikke kræver den store efterbehandling. Så enkelt er det alligevel ikke, for et trænet filmøje kan ikke snydes, og den store forskel på de rapt klippede Hollywood-baskere og så en film som “One Shot” bliver for alvor tydelig, når øjet aldrig får lov til at hvile, men hele tiden skal fokusere på det 73 minutter lange klip, som er filmen i sin helhed.

Havde handlingen været til at overkomme, havde det nok været til at leve med. Det er den bare ikke. Skabelonen er et spartansk opsat kammerspil med det vordende opgør mellem mor og datter, der ikke har haft kontakt i årevis, som orkanens øje. Webcam-luderen Sally, spillet af Mille Hoffmeyer Lehfeldt, vender efter en længere årrække i storbyen hjem til landet og mors skød for at opnå forsoning, finde forståelse og erfare, hvem der er hendes rigtige far. Men især sidste del kan godt blive rigtig svært at opklare, når mor Janne er et afdanket alkovrag, der har ligget i med et utal af mænd igennem tiderne. Hun gribes da også allerede i filmens start i en hyrdetime med Jesper Christensens dansk top-musiker Lennart. Og herfra går “One Shot” sin slagne gang og forsøges uden held holdt oppe af de ivrigt gestikulerende aktører.

Anklager om svigt, bedrag og utroskab fyger igennem luften, men bliver aldrig nuanceret nok til, at det kan give stof til eftertanke. Og så er der skuespillet, som er en bærende pille med kun tre navne på plakaten. Men heller ikke her er der noget at hente. De tre skuespillere har respektivt leveret store præstationer i andre sammenhænge, men her virker de utroværdige, og replikkerne klinger hult igennem de golde lokaler, hvori scenariet fortrinsvist udspilles. Allerhøjst er “One Shot” trods sin korte varighed en lang og besynderlig kamp mod uret, før båndet løber ud.

Lidt dramatik kommer der dog undervejs. Ikke mindst set i lyset af at filmens titel bærer rundt på en tvetydig betydning og også sigter mod et enkelt skud, der bliver løsnet i det afsondrede område. Af hvem og mod hvem skal dog ikke afsløres her. Selv om nærværende film er skudt langt ved siden af målet, så er det dog befriende, at filmen understreger, at det kan lade sig gøre at lave film uden at skulle igennem det helt store produktionsapparat, og at det desuden kan lade sig gøre at lave mere eksperimenterende film. Filmen er den tredje af i alt fire år, som ser dagens lys fra det uafhængige filmselskab Babyfilm, stiftet af Linda Wendel i samspil med netop Jesper Christensen og Ulrich Thomsen.

Det har naturligvis været en udfordring for holdet bag at skulle optage og spille hele filmen igennem i et hug. Det giver uundgåeligt fejl og svipsere i både spil og æstetik. Fejl, som normalt undgås eller elimineres ved, at scenerne og sågar indstillingerne tages for sig og igen og igen. Alligevel havde et mere stringent manuskript nok båret frugt. “One Shot” besidder de udfordrende produktionsforhold til trods en række forklaringsproblemer, som burde og kunnet have været undgået. Hvorfor Sally lige pludselig kommer rendende hos sin mor efter syv års komplet adskillelse klokken halv syv søndag morgen får vi for eksempel aldrig nogen forklaring på. Men en grund er der vel?

Overordnet skinner det for kraftigt igennem, at handlingen blot har været til for at prøve filmens form af i praksis. Manuskriptet er simpelt og desværre også ret forudsigeligt. Scenerne spilles for langt ud, både i situationerne, men også i fremdriften, og netop derfor bliver “One Shot” aldrig den nydelse, man kunne have håbet på. Men som bekendt skal man ikke tage pippet fra de få, der tør gøre noget ved en forstokket dansk filmbranche. Har man modet til at gå nye veje, er det ikke altid, det lykkes i første hug. Det gjorde det ikke denne gang, men næste gang kan meget vel være lykkens gang. Og blot for viljen bør Wendel & co. stadig honoreres.

[b]Video[/b]

“One Shot” præsenteres billedligt i et miserabelt 4:3-format. Transferet præges konstant af overblændinger og uskarpheder i den håndholdte æstetik, og det forstyrrer desværre. Der er desuden flere eksempler på digitale forstyrrelser, blødhed og edge-enhancement, mens vi dog er forskånet for udtværinger, og kontrast og farvetemperatur desuden holder sig stabile.

[b]Audio[/b]

På lydsiden er det dansksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor blottet for underlægningsmusik. Det giver fri plads til realismen og til de for filmen så væsentlige dialogudvekslinger, som aldrig overstyrer, men dog er lidt utydelige hist og her. Atmosfæren stilles der ikke store krav til, og den fungerer helt efter bogen.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over trailere for aktuelle dvd-udgivelser udfritter filmhistoriker Peter Schepelern instruktøren Linda Wendel om form, handling, æstetik med mere i et længere interview. Det er velment, men mere havde været på sin plads – særligt med eksperimentet in mente.