[b]Det amerikanske flag flagrer som frihed i vinden[/b]

“Operation Argo” er den seneste film af Ben Affleck, der gav os den fremragende “Gone, Baby, Gone” og den noget middelmådige “The Town”. Selvom hans seneste opus er bedre end sidstnævnte, er der desværre langt til det høje niveau i debuten, idet “Operation Argo” starter lovende, men langsomt drukner i kvalmende patriotisme.

Historien er taget fra virkelighedens verden. Året er 1979 , den iranske revolution er brudt ud, og sure iranere bryder ind på den amerikanske ambassade. Det lykkes seks amerikanske medarbejdere at flygte, men deres lykke er endnu ikke gjort, for de er ikke for alvor i sikkerhed, før de kommer helskindet ud af landet. Her indtræder CIA og deres “eksfiltreringsekspert” Tony Mendez, der hurtigt skal finde på en plan, så hans seks landsmænd kan komme sikkert hjem. Planen viser sig at være fantasifuld – de seks skal lade som om, de er et filmhold – og ikke mange tror på, at det vil lykkes. Ikke mange andre end Tony Mendez selv.

“Operation Argo” leverer et alt for ensidet og næsten propagandaagtigt portræt af krisen i 1979. Selvfølgelig skal uskyldige mennesker ikke dømmes til døden af iranske fanatikere, men det havde klædt filmen, hvis den havde haft modet til at inddrage [i]hele[/i] baggrundshistorien. Det faktum, at USA dengang beskyttede en krigsforbryder, bliver næsten ikke nævnt i andet end en enkelt scene, hvor kernen i sagen bliver viftet bort med en kommentar om, at hvis man hjælper USA, skal man ikke stilles for retten i andre lande. Vil det sige, at hvis man er ven af USA, kan man være lovløs? Det kan være, at der findes en helt fornuftig forklaring på alt dette, men den bliver ikke leveret i “Operation Argo”, og dét i sig selv efterlader en lidt dårlig smag i munden. Nationalismen er i højsædet, autenticiteten er mere nedprioriteret.

Det er ikke svært at have sympati med amerikanerne. Forskellen på Iran og den gængse, vestlige verden er så udtalt, at man skal være en sær snegl for ikke at kunne se det. I “Operation Argo” er Iran et vanvittigt land fyldt med fanatikere, skudsalver, råben og generel tumult. Meget af dette er taget fra virkeligheden. Måske endda det hele. Men ligesom en af de seks uheldige ambassademedarbejdere ikke stoler på Anthony Mendez i filmens start, er det også svært ikke at være en smule på vagt over for “Operation Argo”, når nu den er så ensidig og unuanceret i sin fortællemåde.

Synd og skam, for næsten alt andet i filmen fungerer. Spændingen i filmens sidste scener er enormt intens takket være en effektiv kombination af grovkornede billeder, rystende kameraføring (men ikke [i]for[/i] rystende, heldigvis) og dramatisk underlægningsmusik. Her viser hovedrolleindehaver og instruktør Ben Affleck, at han sagtens kan lave en eminent omgang filmhåndværk. Hvis han bare havde holdt sig for god til at promovere USA på en helt overdreven, utroværdig og utidig facon, ville “Operation Argo” have været en helt anden – og langt bedre – film.