[b]Attentat på Hitler[/b]

Instruktøren Bryan Singer har i hvert fald for en tid lagt superheltekostumerne bag sig for at kaste sig over Nazityskland med den historiske film “Operation Valkyrie” om Claus von Stauffenberg og dennes forsøg på at vælte Hitlers regime. Singer håndterer desværre denne historie, som var det blot endnu en thriller med en kølig fortællestil, der hverken formår at fange følelser eller sind.

Claus von Stauffenberg er oberst i Hitlers Tyskland, men den engang så stolte og loyale militærofficer, som elsker sit fædreland, har mistet sin tiltro til Hitler og det tredje rige. Efter at være blevet alvorligt såret i Tunesien i 1943 i forbindelse med Tysklands kampagne i Afrika bliver Stauffenberg en del af den tyske modstandsbevægelse. Bevægelsen tæller flere højtstående civile og militære hoveder og har allerede gjort flere forsøg på at vælte eller aflive Hitler uden held. Med Stauffenberg planlægger man nu et nyt forsøg på at myrde Hitler, som skal udnytte Hitlers egen beredskabsplan, Valkyrie, der er skabt i tilfælde af, at Hitler skulle dø. Stauffenberg placeres i en indflydelsesrig stilling med direkte kontakt til Hitler, og en plan tager nu form, hvor Hitler og en række centrale overhoveder skal myrdes og dermed underminere Hitlers tredje rige.

Mens første halvdel af filmen tjener som et meget langt [i]setup[/i], der omhandler planlægningen og desværre i mindre grad de personlige konsekvenser, omhandler anden halvdel selve iværksættelsen af planen i sommeren 1944. Jeg afslører ikke noget, som historiebøgerne ikke allerede vidner om, når jeg fortæller, at attentatet fejler. Men filmen vælger her at spille på, at kupmagerne ikke ved, at attentatforsøget er slået fejl. Og det er deres desperate kamp for at overtage regimets tøjler samtidig med, at de langsomt indser, at mordforsøget er slået fejl, der til sidst udvikler sig til omdrejningspunktet.

Hitlers tredje rige er med Bryan Singer i instruktørstolen slående visualiseret i “Operation Valkyrie” med masser af optagelser on-location og et lækkert produktionsdesign. Men desværre hviler der også en kølighed over filmens fortælling, som ganske enkelt mangler nerve. Man får aldrig for alvor lov til at leve sig ind i figurerne og deres overhængende skæbne. De mangler dybde. Vi bliver f.eks. aldrig rigtig kloge på, hvorfor Stauffenberg gik fra at være stolt nazist til indædt attentatmager. Tom Cruise er noget stiv og intetsigende i hovedrollen som Stauffenberg, men han er til gengæld omgivet af ganske gode præstationer fra Kenneth Branagh og Tom Wilkinson. Navnlig er sidstnævnte rigtig solid med en robust præstation i rollen som general Friedrich Fromm. Ingen af dem får dog for alvor lov til at opbygge nuancerede figurer. Manglen på denne markant menneskelige dimension plager filmoplevelsen, fordi vi aldrig bliver tilstrækkelig kloge på filmens centrale aktører, og indlevelsen kan kun blive distanceret.

Filmen er på flere punkter også plaget af sin egen struktur. Historiske film står altid med det problem, at det endelige udfald sjældent gør sig godt som det centrale spændingspunkt. Ikke desto mindre forsøger Singer ved at trække på thrillergenrens konventioner at skabe spænding omkring Stauffenbergs mission. Desværre ved vi på forhånd, at det ikke lykkes, og meget af filmens nervepirrende struktur rammer derfor forbi sit mål. Takket være den tomme spænding taber filmen i stedet fremdrift. Havde figurportrætterne været mere solide, havde der også været mere på spil for tilskueren, men som sagerne står, er “Operation Valkyrie” svær at engagere sig i, og i sidste ende vækker hovedpersonernes endelige skæbne ikke de synderlige stærke følelser.