Græsset er jo altid grønnere, siges det, og i DreamWorks’ nye animationsfilm passer det i bogstaveligste forstand. Natur møder kultur i filmatiseringen af Michael Fry og T. Lewis’ tegneserie “Over hækken”. Filmen byder på fantasifuld og farverig animation, slapstick humor og hører bestemt til i den bedste ende af årets anseelige udbud af animationsfilm.

Når mennesket flytter ind, flytter naturen ud. Uden hensyn til skoven eller dyrelivet udvides territoriet med huse, haver og industri. I “Over hækken” er det villakvarteret, der har gjort sit indtog med ens huse, velplejede plæner, havenisser og plasticflamingoer. Det er gået ud over en skov, hvor et lille samfund af forskellige dyr vågner fra vintersøvn op til en forandret verden. De har fået selskab af en enorm hæk, der helt bestemt ikke var der, da de gik i hi. Anført af skildpadden Verne sætter de sig for at undersøge, hvad der findes på den anden side af det grønne monstrum kun for at opdage, at mennesket er flyttet ind. De stakkels dyr, der bruger hele foråret og sommeren på at samle mad til vinteren er ude af sig selv, og ved ikke hvad de skal stille op mod den nye trussel mod deres ellers så fredelige liv.

Heldigvis kommer løsningen til dem i form af vaskebjørnen RJ. Han er en svindler af natur, og er ved et uheld kommet til at ødelægge en vældig stor og sur bjørns vinterforråd. Heldigvis for ham giver bjørnen ham en uge til at skaffe det tabte tilbage, og RJ beslutter sig for at udnytte den naive flok af skræmte dyr til formålet. Han introducerer dem til villakvarterets glæder, og viser dem, at mennesket er sådan en flok overforbrugere af mad, at der venter dem et shangri-la af alskens godter på den anden side af hækken. Dyrenes indtog i forstaden går dog ikke ubemærket hen, og livet som madtyv bliver snart besværliggjort af ankomsten af en ubarmhjertig skadedyrsbekæmper.

“Over hækken” oser af [i]cuteness[/i]. Dyrene er umådeligt indtagende – de er animeret i stilrene, bløde former, ser på en med store øjne og er i besiddelse af sympatiske karakteregenskaber. Børn vil helt sikkert elske dem øjeblikkeligt – især er det hyperaktive egern, Hammy, på forhånd dømt til favorit.

Det gode ved de fleste DreamWorks’ produktioner er, at der som regel også er noget at komme efter for de voksne, og her skuffer “Over hækken” heller ikke. Selve historien er ganske ligetil, om end noget overfladisk. Filmen lever udelukkende i kraft af et fantastisk [i]drive[/i] og en tæt klipning, der formår at holde filmen kørende hele tiden. Der er stort set action fra start til slut, og filmen byder på formidabel humor. Især en scene, hvor Verne forsøger at levere maden tilbage til menneskene, og det ender i en vild jagt gennem forstadens baghaver, er en tour-de-force i komik, der bringer minderne fra de gamle Tom og Jerry film frem. Dialogen er en anelse letbenet, og “Over hækken” er på sin vis en del mere barnlig end de øvrige film fra selskabet og kan eksempelvis slet ikke sammenlignes med fx. “Shrek”, der havde en noget mere kantet stil og væsentligt mere dybde i sin opsætning.

Animationen er på ingen måde så storslået som i Disneys “Biler”, men i sin egen lille verden er den alligevel aldeles fremragende. “Over hækken” har en detaljerigdom og en næsten eksplosiv farvepalet, der forstærker de øvrige sanseindtryk og gør filmen til en fest for øjnene.
Ser man filmen på originalsprog, får man fornøjelsen af selveste Bruce Willis som den opfindsomme RJ og Nick Nolte som den sure Bjørn. De danske stemmer leveres bl.a. af Søren Pilmark, Ole Ernst og Anna David

Naturligvis vil den opmærksomme biografgænger opdage den kritik filmen rejser af vort vestlige overflods- og overforbrugssamfund, men det gøres heldigvis uden alt for mange løftede pegefingre, og filmen ender i bund og grund med at handle mest af alt om venskab og familie frem for alt, og “Over hækken” skal roses for ikke at forsøge at gennemtrumfe et moralsk budskab.