[b]En hyldest til det finurlige Oz[/b]

Det er svært at lave en film, der i dén grad lever i skyggen af en anden film. Når den anden film samtidig er “Troldmanden fra Oz”, én af de mest elskede film gennem tiderne, er det endnu sværere. Og dog. Med en instruktør som Sam Raimi bag roret, skal der meget til, før det går galt, og med “Oz: The Great and Powerful” beviser Raimi endnu en gang, at han er en af de bedste, moderne instruktører, Hollywood har taget til sig.

Tryllekunstneren Oz fra Kansas er en snydetamp, en slendrian, en skørtejæger og en charlatan. En dag må han droppe sit cirkusjob, og han ender pludseligt midt i en forfærdelig storm, der leder ham til et fortryllende land, der bærer samme navn som ham selv. Men ikke alt er fryd og gammen, for en ond heks tyranniserer de gode beboere i Oz, og det er op til Oz at stoppe hende – kun hjulpet af sine egne trylletricks, den gode heks Gilda og aben Finley.

Her i Raimis første eventyrfilm er det immervæk tydeligt, at han har en fortid som skrækfilmsinstruktør, for på trods af “Oz: The Great and Powerful”s nogenlunde børnevenlige historie er der visse elementer, der vil være for skræmmende for de små, men til gengæld frydefulde for os voksne tilskuere, der søger mørke nuancer i det ellers søde eventyr om Oz. Til gengæld prydes billedsiden af alle tænkelige nuancer. Når vi først kommer langt væk fra de sort/hvide, puritanske heder i Kansas, præsenteres vi for en magisk og legesyg verden, som man skal være en noget hårdhjertet realist for ikke at blive forelsket i. Raimis legesyge stil indtræder konstant og gør Oz til et smukt land gennemsyret af drilsk, charmerende magi.

Det er svært at sige, hvad der fungerer bedst i “Oz: The Great and Powerful”. Er det scenografien? Instruktionen? Eller er det de forrygende skuespillere, der bruger enhver komisk knogle i deres kroppe på at gøre rollerne langt mere aparte og indbydende end figurerne i de gængse eventyrfilm? Hvor karaktererne inden for netop denne genre ofte er ekstremt excentriske og enerverende, fremstår James Francos Oz, Mila Kunis’ Theodora og Michelle Williams’ Glinda som almindelige mennesker af kød og blod, der blot lever i en anden verden end os – eller ufrivilligt bliver kastet ned i den. Man kan let forholde sig til dem, og især Franco er elskelig som snydepelsen Oz, og Williams giver Francos lurvede troldmand klækkeligt modspil.

Desværre er “Oz: The Great and Powerful” også et offer for sin egen genre, da den til tider bliver så forgabt og forført af sin egen historie og sit finurlige univers, at den ikke [i]helt[/i] opnår den samme dybde undervejs som de allerbedste filmeventyr. Samtidig er der enkelte plothuller hist og her, men heldigvis er ingen af dem tilnærmelsesvis distraherende.