Nyt liv til fortærsket genreDer er mange måder at sige [i]”jeg elsker dig”[/i] på, men hvad gør man, hvis den perfekte ægtemand er gået hinsides og stadig ønsker at sige det – jo han efterlader det såmænd blot i et post scriptum, nærmere betegnet det mere folkekendte “P.S.” Richard LaGravenese, der har været Oscar-nomineret for sin manuskriptskrivning for Terry Gilliam, har filmatiseret bestseller-romanen omhandlende intet mindre end kærligheden, der overlever døden.

Holly, spillet af Hilary Swank, lever sammen med sin mand Gerry; et, om end til tider problemfyldt, alt i alt lykkeligt liv i storbyen. Gerry får imidlertid kræft og den pludselige død efterlader Holly fuldstændig handlingslammet i den tomme lejlighed. Da det ene brev efter det andet, sendt fra den afdøde husbond, dukker op i posten, genfinder Holly dog igen livsglæden og følger instrukserne i brevene slavisk med fuld opbakning af veninderne. Inden længe befinder Holly sig på en rejse, hvor kun brevene kender destinationen.

Udgangspunktet for “P.S., I Love You” er glimrende. LaGravenese har med en best-seller roman, en stjernespækket skuespillerbesætning og den Oscar-belønnede producer Wendy Finerman fra “The Devil Wears Prada” til at holde styr på det hele gode forudsætninger for at lave en romantisk kvalitetsfilm.

Gerard Butler, som mange vil kende som kong Leonidas i Zack Snyders “300”, spiller Gerry, der sammen med Holly lynhurtigt bliver introduceret som stormfuldt par i et stort skænderi i filmens åbningsscene. Dialogen er hurtig og gennemtænkt, og skuespillet fungerer. Kærligheden er ikke pladder-romantisk i “P.S., I Love You”, men rettere en samling fine øjeblikke, der kun kan opnås ved hårdt arbejde vel at mærke. Denne balancegang formår LaGravenese at skabe i forholdet mellem parret. Kathy Bates spiller den livskloge og noget grove mor til Holly med forventet overbevisning, mens andre skæve karakterer som Hollys excentriske søster Ciara og den gode drengeven Daniel desværre bliver overspillet og ikke fungerer på samme niveau.

En stor del af filmens effektivitet skyldes ikke mindst opbygningen. Hvor det i romantiske komedier er nærliggende at dvæle ved tragedien, idet den opstår, holdes de vigtige kort som f.eks. Gerrys pludselige død tæt ind til kroppen for så at vende tilbage med dobbelt slagkraft på et senere tidspunkt. Denne effekt bruges med held i både handling og skuespil og medvirker til uforudsigelige drejepunkter og en spændende fremdrift. En anden og mere synlig styrke, som “P.S., I Love You” besidder, er brugen af genrens oplagte faldgruber. Der er noget friskt og oplivende ved at blive præsenteret for, hvad tilsyneladende er et klassisk romantisk filmkys og så blive efterladt på målstregen med en akavet uforløst stemning i stedet.