Tilfældets musikEnsemblefortællingerne eller hyperlinkfilmene, som de ofte bliver kaldt, er efterhånden en omfattende gruppe og inkluderer film som “Babel” og Oscarvinderen “Crash”. Det er efterhånden en stærkt divergerende gruppe, men fælles for dem er altid, at diverse personernes skæbner bliver bundet sammen igennem forskellige sindige handlingsforløb. De bedste af dem, såsom Robert Altmans “Short Cuts” og Alejandro González Iñárritus “Amores perros” har dog generelt det tilfælles, at de er mere interesserede i de enkelte personernes liv end i at spinde den mest komplicerede sammenhængstråd. Hvis der er et mønster, tjener det et andet formål, end blot at være udspekuleret.

Sådan er det også i Fatih Arkins “På himlens kant”, hvori komplicerede vævninger og tilfældigheder ikke nødvendigvis fører derhen, hvor man forventer det. Handlingen udspiller sig i Tyskland og Tyrkiet og i mødet mellem de to kulturer. Vi møder den ensomme og aldrende tyrkiske enkemand Ali Aksu, der bor i Tyskland, og i længsel efter lidt selskab opsøger prostituerede. Her møder han Yeter, der også viser sig at være fra Tyrkiet. Den gamle mand inviterer hende til at flytte ind hos sig, mod til gengæld at blive betalt af ham for sine ydelser. Da hun bliver chikaneret af nogle religiøse fundamentalister, indvilger hun i aftalen.

At noget går galt, ved vi dog i forvejen, eftersom Arkin frækt indleder denne del af historien med overskriften “Yeters død” og derved tilsyneladende har punkteret overraskelsen, om end ikke hvordan eller hvorfor, og da slet ikke hvilke konsekvenser, det får. Alis søn, Nejet, der er professor i tysk, tager umiddelbart afstand fra forholdet. Han skifter dog mening, da han erfarer, at Yeter bruger pengene til at give sin datter, der er bosiddende i Tyrkiet, en uddannelse. Samtidigt følger vi datteren, der viser sig kun at være studerende på skrømt, og i virkeligheden er fuldtidsaktivist i den kurdiske modstandsbevægelse. Hun må dog flygte til Tyskland, hvor hun møder den tyske pige Lotte, der hurtigt fatter interesse for den desperate pige.

Handlingen bliver mere kompliceret, og de involveredes liv bliver langsomt viklet ind i hinanden af tilfældighedernes snørklede veje. Ikke desto mindre er filmen ikke så optaget af handlingernes struktur, som af de tematiske ligheder og resultaterne af de handlinger vi foretager. Alle centrerer de omkring en tragedie og et dødsfald, samt ikke mindst de efterladtes kamp for at genvinde livet igen bagefter. Der hænger en tung atmosfære af sorg og sørgmodighed over filmen fra dens første billeder, hvor Nejet træder ind i en halvtom butik og hører en afdød sanger over radioen. Ikke desto mindre er det dog også en optimistisk fortælling om gensidig berigelse ved mødet mellem kulturer, og om tiltroen til oplysning og lærdom som stærke positive kræfter.

Fatih Arkin, der selv har en blandet baggrund, har tidligere stået bag den Guldbjørnsvindende “Mod muren” om indvandrendes identitetskrise samt musikfilmen “Crossing the Bridge: The Sound of Istanbul”. Han fortæller historien med velovervejet økonomi. Hvert ord og hver scene synes at have afgørende betydning. Filmen har en til tider næsten meditativ ro, og adskillige betagende kompositioner, ikke mindst i de tyrkiske scener. Tempoet er mageligt og først efterhånden går det op for tilskueren, hvor ualmindeligt godt et tag filmen har fået fat i én, når man pludselig overvældes af følelser, der har bygget sig op gennem hele filmen.