[b]En stressende samfundsrevser[/b]

Det tempofyldte redaktionsmiljø i instruktøren Andrew Rossis nyeste dokumentar, “Page One: Inside the New York Times”, kommer pokkers stærkt fra start. Som en hovedløs kylling forsøger man i anslaget at finde hoved og hale i alle de forskellige interviews med navnløse bidragydere, der på den ene eller anden måde har en forbindelse til et af verdens største medieimperier: The New York Times.

Folkene bag dokumentaren har fået et unikt indblik i livet i NY Times-avisens presserum. Filmmagerne har brugt et år på at følge de journalister, som arbejder i avisens specialafdeling, der afdækker, hvorledes medieindustrien omdannes af de nye mediers tilkomst. Særligt kommer vi tæt ind på livet af Times-journalisterne David Carr og Brian Stelter. Eftersom optagelserne stod på i 2010, er det særligt historien om hjemmesiden WikiLeaks og dens afsløring af militæriske rapporter fra Irak-krigen, der optager redaktionen og dermed også handlingen i dokumentaren. Derudover diskuteres problemstillinger som: Hvordan kan de trykte medier overleve økonomisk? Hvorledes skal den enkelte læser adskille fakta og fiktion i et overfyldt nyhedsmiljø? Og hvilke medier kan man stole på?

David Carr gør sig særligt bemærket. Man kan fornemme, at han er et garvet koryfæ, og vi hører også uddrag fra hans livshistorie. Carr var narkoman i omtrent et årti, men nu er han singlefar og journalist på NY Times. Han er fuldkommen uden omsvøb og ikke bange for at træde nogen over tæerne. Carrs tørre humor er også yderst velkommen i den ellers informationstunge film – eksempelvis betegner han sin yngre kollega Brian Stelter som en robot, der er blevet bygget af NY Times udelukkende for at destruere Carr med sine superevner inden for online-medieverdenen.

Generelt er dette skel imellem de to generationer, som Carr og Stelter repræsenterer, særdeles fascinerende. På et tidspunkt udstiller Carr en iPad med en galge, der vil hænge avismediet, hvilket sidestilles med en komisk kontrast i den folkelige begejstring (eller vanvid?), der filmes ved Apple-butikken i New York, da den første iPad bliver frigivet. Selvom Carr kun er en mindre del af “Page One: Inside the New York Times”, så er han altså så pokkers karismatisk, at han ender med at fylde mere i ens bevidsthed under filmen end nogen anden.

Filmens fokus på WikiLeaks er også yderst interessant. Der skildres en form for gensidig afhængighed i forholdet mellem WikiLeaks som internettets nyhedsmedie og NY Times som den trykte nyhedsformidler – eksempelvis hvordan NY Times ser sig afhængig af de hemmelige dokumenter, som WikiLeaks har en forunderlig adgang til, mens WikiLeaks ser sig afhængig af NY Times som institution, da avisen har den fornødne offentlige tillid og popularitet til at videregive budskabet. Et klassisk had/kærlighedsforhold.