[b]Forbrydelse betaler sig ikke[/b]

Nogle gange skal man kende sine begrænsninger, lyder pointen i “Pain & Gain” – den nyeste film fra manden, alle elsker at hade: Michael Bay. Denne gang prøver Bay kræfter med dybere emner, end han plejer, men desværre går gassen hurtigt af ballonen, og man står tilbage med en tynd skal med meget lidt indhold. Måske burde Bay have taget sin egen pointe til sig.

I Miami sidder de tre bodybuildere Daniel, Paul og Adrian og har ondt i både økonomien og selvværdet. De vil gerne blive til noget her i livet, men de har svært ved at se, hvordan det dog skal lykkes. De arbejder alle tre i det lokale træningscenter, og snart har overhovedet, Daniel, en plan: De skal bare kidnappe deres rigeste klient og få ham til at overføre hele sin formue til dem. Det er nemmere sagt end gjort, men USA er et fantastisk land, siger Daniel, og her kan alting lade sig gøre med lidt god vilje og hårdt arbejde. Men kan det nu også det?

Med “Pain & Gain” vil Michael Bay gerne lave en anderledes film end de actionbrag, han plejer at levere. Her er der ingen planet, der skal reddes… Ingen robotter, der kæmper mod hinanden… Ingen store opgør. Men måske skulle han holde sig til de store budgetter og hjernedøde plots, for “Pain & Gain” mangler lige præcis dét, som er en af de to hovedingredienser i enhver actionkomedie: Komik. De tre venners sammenspil er simpelthen ikke særlig sjovt, og selvom både Mark Wahlberg og Dwayne Johnson tidligere har bevist hver for sig, at de faktisk er nogle morsomme mænd, så får de desværre ikke for alvor lov til at folde sig ud her.

Det gør plottet derimod. Så længe det ikke står i vejen for sprælske strippere, massevis af dollarsedler og veltrænede mænd, selvfølgelig. Bay har aldrig før udvist interesse i at lave film med fokus på menneskelige relationer, så det kommer ikke som den store overraskelse, at han med sit første forsøg har begået en film, hvor ingen af personerne fremkalder publikums interesse eller sympati. Der er ingen helt, men heller ingen antipatiske skurke at holde med eller af. Bay har jo aldrig interesseret sig for bevæggrunde og indre konflikter. Han vil meget hellere se på halvnøgne kvinder og pengesedler.

På trods af et behov for at gøre det hele lidt smart via alskens stilistiske kneb er der hverken noget anderledes eller overraskende ved “Pain & Gain”, som sikkert kunne have endt som en meget mere interessant oplevelse i en anden filmmagers hænder. Den delvist autentiske historie har trods alt potentiale, og med Miami som baggrund er der godt med stof til at lave en film om amerikansk grådighed krydret med lidt maskulin inkompetence, hyklerisk religionsdyrkelse og fanatisk kropsbesættelse. Den film har Bay også forsøgt at lave, men den fungerer desværre kun den første halve time, hvor den lover mere, end den ender med at kunne holde.