Som et barn siddende i skødet hos ens højtlæsende bedstefar, sidder man som lydhør og opslugt tilskuer på kanten af biografsædet, mens instruktøren Guillermo del Toros filmiske eventyr “Pans labyrint” glider henover lærredet. Filmen er en elegant blanding af elementer fra både gysergenren, krigsfilmen, familiedramaet og ikke mindst folkeeventyret, og balancegangen er så vellykket, at filmen bliver en helt igennem medrivende oplevelse.

Under efterdønningerne af den spanske borgerkrig ankommer den eventyrbelæste pige Ofelia sammen med sin højgravide mor til en afsidesliggende militærlejr for Francos tropper. Ofelias stedfar, kaptajn Vidal, er leder for lejren. Han er en sadistisk ulv i fascistiske klæder, der ingen midler skyr for at finde frem til de resterende medlemmer af den republikanske hær, der skjuler sig i de omkringliggende skove. I de selv samme skove finder Ofelia en gammel labyrint, beboet af en magisk faun, der giver hende tre opgaver, som skal klares inden den næste fuldmåne. Fuldfører Ofelia prøverne, vil hun kunne indtage sin retmæssige plads som prinsesse af et underjordisk rige. Ofelia hopper frivilligt i ‘kaninhullet’, og snart blandes virkelighedens krigsskueplads sammen med fantasiens farlige udfordringer.

Denne sammenblanding af fantasi og virkelighed har altid været en betydelig bestanddel i den mexicanske instruktør Guillermo del Toros film, som i tegneseriefilmatiseringen “Hellboy” samt den nært beslægtede “The Devil’s Backbone”, der også har den spanske borgerkrig som historisk ramme. Men hvor der i instruktørens tidligere film var fokus på den mere okkulte fantasiverden, blandes dette i “Pans labyrint” sammen med en række arketypiske elementer fra folkeeventyret. Magiske frøer, forheksede bøger, flyvende alfer, og ikke mindst onde stedforældre. Alle er de tilstede, men de gives en anderledes drejning, der gør dem forfriskende snarere end forudsigelige, og i modsætning til nogle af de mere blankpolerede fantasyfilm, der har været på det seneste, så mærker man en klar personlig fortælleglæde i alle aspekter af eventyret.

Størstedelen af filmens spilletid benyttes dog til at udvikle personerne og plottet i den del af filmen, der har med den spanske borgerkrig at gøre. På den måde formår filmen at bygge en parallel fra kampen mellem Francos tropper og de mere idealistisk portrætterede republikanere til den mere filosofiske konflikt mellem fantasi og virkelighed. I begge tilfælde handler det om stillingtagen. Men hvor eventyrets regler garanterer en vis beskyttelse mod overnaturlige farer, er det straks sværere at føle sig sikker i sine valg i den virkelige verden. Både Ofelia og de af de voksne, der sympatiserer med den republikanske sag, stilles overfor beslutninger, som alt for nemt kan have fatale konsekvenser i mødet med fascismens brutalitet, personificeret af kaptajn Vidal.

Det siges, at en film kun er ligeså god som dens skurk, og også i denne kategori leverer “Pans labyrint” varen. Volden, der til tider er maveknibende udpenslet, bliver i store dele forvaltet af Ofelias stedfar, der spilles gennemført grumt af Sergi López. Han formår med kølig mimik at udstråle en uforudsigelig sadisme i næsten hver eneste scene, som kaptajnens blankpudsede støvler tramper igennem. Overfor denne inkarnation af ondskab er det næsten uretfærdigt at placere pigen Ofelia, men det er netop den skarpe kontrast, der er pointen, og det bliver kun stærkere af, at den tolvårige Ivana Baquero ligner, og også præsterer at spille, indbegrebet af barnlig uskyld, med øjne, som ser på verden i lige dele frygtsomhed og nysgerrighed. Der er også adskillige fine præstationer i de mindre roller, hvor amerikanske Doug Jones står for to af dem, som henholdsvis dobbelttydig faun og så et morbidt børnespisende uhyre. I begge tilfælde viser Jones, hvorfor en computeranimeret figur højst sandsynligt ikke havde kunnet levere samme grad af tilstedeværelse i scenerne, ikke mindst takket være den Oscar-vindende make-up.

Udover prisen for make-up vandt “Pans labyrint” Oscars for scenografi og fotografering. Begge priser er fortjente. Den gotiske byggestil, der kommer til sin fulde ret i eventyrdelene af filmen, både understøtter den mytologiske forhistorie, samt skaber snigende uhygge, når det er påkravet. Kameraarbejdet er effektivt i dets formidling af handlingen og personernes perspektiver. Musikken fungerer også eminent i forbindelse med de mange stemningsskift i scenerne, fra eventyrlig sødme til kravlende uhygge på få sekunder. Selv lydbilledet er gennemarbejdet, som f.eks. den forstærkede lyd af kaptajn Vidals knirkende læderhandsker og støvler, der tilføjer endnu et utiltalende lag til hans person.