[b]30 kilos overvægt og alligevel helt ind til benet[/b]

Der er en række præmisser, man er nødt til at tilslutte sig for at synes godt om den østrigske filmmager Ulrich Seidl. Først og fremmest må man forstå filmmediet som en abstrakt fortæller. Man må også nære interesse for mennesker og samfund – udvikling og erkendelse. Men man må også være parat til at ofre sin komplette forståelse: Facit. Højpandet? Ja. For meget? Til tider, absolut. Hvorfor så se hans film? Fordi Seidl langt fra arbejder med tomme kalorier i køkkenet.

Melanie er tretten år. Samtidigt befinder der sig (mindst) tretten kilo for meget på mave, lår og armdellerne. Hun er også typen, der kun hiver det luft indenbords, som hun lige nøjagtig orker at puste ud igen. Hendes ansigt er ligblegt, hendes mimik er lammet, og hendes fødder lavet af granit. Alt i hendes kropssprog udstråler… [i]tungt[/i]!. Suk. Hvad skal jeg så nu? Suk. Nå okay. Suk. Fint nok. Whatever you say…

Hendes mor, Teresa (fra “Paradis: Kærlighed”), er rejst til Kenya for at finde (k)ærligheden, og Melanie skal derfor tilbringe sommerferien på en fedmelejr. Det primære mål med lejren er altså, at hun skal tabe sig. Men et spirende venskab med lejrens andre fede piger og en spirende forelskelse i lejrens 40 år ældre læge sætter gang i meget andet end Melanies kalorieforbrænding. Der er amoriner i luften, bajere på værelset, bryster i bh’erne og sex i samtalerne. Og så er der håb – tåkrummende meget håb, der får selv den hvideste due til at fremstå lidt grå til sammenligning.

For meget kan man sige om de her blegfede piger og drenge – men det skal man lade være med. For det holder ingensteder. Som i Seidls to tidligere film i trilogien (“Paradis: Kærlighed” og “Paradis: Tro”) tager han publikum helt ind under huden på de mennesker, han portrætterer. Helt derind, hvor det gør ondt, hvor man ikke kan komme ud igen, hvor man bare må holde ud. Fuldstændig ligesom de personer, der reelt set er fanget i deres egen krop, tilværelse og person. Det er nærmest kvælende.

Skuespillerne i filmen er håndplukket af Seidl og er umiddelbart typiske [i]type-casts[/i]. En rekrutteringsform, der både belønner og straffer filmens udtryk. Det betyder nemlig, at skuespillet i visse scener falder en anelse igennem. Seidl optager altid kronologisk, og relationen mellem henholdsvis pigerne på lejren og Melanie og lægen har en naturlig, tilstedeværende udvikling. Desværre har pigernes kameratække det samme, og det gør, at fortællingens realisme til tider daler. Forholdet mellem Melanie og lægen bliver også taget lidt ud af proportioner, der kan vidne om en Seidl, der er gået over i stregen på udtrykssiden og forsømt indholdssiden.