[b]En halv time mindre, tak![/b]

Det er uden tvivl et imponerende og beundringsværdigt projekt, den østriske instruktør Ulrich Seidl har gang i. Hans “Paradis”-trilogi – som består af enkeltfilmene “Paradis: Kærlighed”, “Paradis: Tro” og “Paradis: Håb” – omfavner store temaer i den menneskelige tilværelse, men fremstiller dem på en pessimistisk og nærmest misantropisk måde, således at de klassiske dyder, tro, håb og kærlighed, pludseligt giver en grim smag i munden. Dette gør sig ikke mindre gældende i denne anden del, men som tilfældet også var i “Paradis: Kærlighed”, så bliver filmen – desværre – en smule for lang.

I “Paradis: Tro” følger vi den fanatiske katolik Anna Maria, der på et tidspunkt i sit liv har valgt at overgive sig fuldkommen til religionen. Hun lever et liv uden nogen form for menneskelig kontakt – lige med undtagelse af de hyppige besøg hos ikke-troende, som hun forsøger at overtale til at overgive sig til Jesus og Jomfru Maria. Men en dag dukker hendes mand, som hun ikke har set i flere år, pludseligt op. Han sidder i kørestol og er muslim, og Anna Marias kærlighed til ham ligger mildest talt på et begrænset sted. Eller gør det? Hvordan har forholdet mellem de to egentlig været?

Man fristes til at sige, at Seidl er djævelsk god til at holde kortene tæt ind til kroppen. Der er den oplagte kritik af fanatisme, som vi blandt andet ser i Anna Marias missionsbesøg og hendes møder med en fundamentalistisk gruppe af østrigere, der ønsker at gøre Østrig katolsk igen. Vi ser det også i den selvudslettende måde, Anna Maria lever på, hvor hun straffer sig selv for enhver kødelig lyst og forsager at knytte bånd til alle andre end sin Gud. Det er en decideret genistreg, at hun gennem næsten hele filmen skal passe en kat for en bekendt, men ikke engang er i stand til at vise et uskyldigt dyr nogen form for anerkendelse eller hengivenhed.

Det er ud fra denne kritik af fanatisk religion, at der begynder at tegne sig et billede af dybereliggende pointer om seksualitet, menneskelighed og, ja, af tro i en bredere forstand end det rent religiøse. Men her er Seidl så subtil, at filmen med sikkerhed bliver ved med at rumstere i baghovedet, efter man har set den. Når Anna Maria står nøgen foran korset og pisker sig selv, så er det for at forsage sine kødelige lyster – men er der ikke i sig selv noget seksuelt masochistisk over denne handling? Er baggrunden for Anna Marias fanatisme egentlig en oprigtig tro, eller er det i virkeligheden forankret i en tragisk fortid? Seidl antyder visse ting, jeg ikke vil afsløre her, men når den muslimske mand kommer ind i billedet, tvinges man til at genoverveje Anna Marias karakter.

For så vidt er “Paradis: Tro” en virkelig god film. Men for at sige det helt ærligt, så er den i lange perioder kedelig. Man kunne snildt have skåret en halv time ud uden at miste andet end enkelte af de søm, der bruges til at hamre den oplagte kritik fast. Ligesom i “Paradis: Kærlighed”, hvor vi tre gange skulle opleve sexturisters mere eller mindre samme forkvaklede menneskemisbrug, får vi også her banket de samme pointer ind gang på gang. Lagt sammen med Seidls flotte, men også noget monotone billedkompositioner, kommer filmen til at føles unødvendigt lang og udelukkende befolket af usympatiske karakterer. Ja, selv den muslimske mand, der umiddelbart virker som et godt menneske, bliver ubehagelig, hvilket lugter lidt af, at Seidl er blevet bange for at have lavet en ensidig kritik af kun katolicismen. Det er ærgerligt, for det udvander desværre den karakter, der ellers sætter filmen i et helt nyt perspektiv.