Poetiske skaterlivGus van Sant kredser gerne om den utilpassede ungdom i sine film, og således også i hans nyeste, “Paranoid Park”, som tager tråden op både stilistisk og tematisk efter Guldpalme-vinderen “Elephant”, med et næsten lyrisk portræt af unge amerikaneres identitetssøgen – denne gang med udgangspunkt i skater-miljøet.

Den unge skater Alex kommer fra en skilsmissebaggrund og er ikke særligt involveret i sit forhold til kæresten Jennifer. Han er mere optaget af at hænge ud med skaterne og stifter her bekendtskab med skaterparken “Paranoid Park”, som er de rigtigt hardcore skateres tilholdssted. En aften tager han derhen alene, og sammen med en ældre dreng han møder i parken, hopper han på et af de forbikørende tog. Da en sikkerhedsvagt opdager dem, indtræffer en hændelse, som Alex ikke bare kan ryste af sig. Chokeret efter aftenens pludselige drejning resignerer Alex til en tilstand af indelukket frygt for hvilke konsekvenser, episoden vil have for ham.

Som i instruktørens forrige film “Elephant” portrætteres handlingens hændelser ikke i et lineært forløb, men i stedet springes der frem og tilbage, og historiens tragiske katalysator bliver først klart for publikum et stykke inde i filmen. I det hele taget minder “Paranoid Park” på mange måder om van Sants to foregående film, både i brugen af primært amatørskuespillere i de forskellige roller (som i “Elephant”), i blandingen af regulær narrativ handling og stemningsbilleder, samt i lydsidens dominerende modspil til billederne, hvilket også var tilfældet i den næsten handlingsmæssigt statiske “Last Days”.

Ligesom [i]high school[/i]-miljøet blev skildret nøgternt og næsten dokumentarisk i “Elephant”, så portrætteres skater-miljøet loyalt og sine steder direkte poetisk, som når rampens virtuoser indfanges af Chris Doyles kamera i slow-motion, så de næsten gror vinger i deres frit svævende tilstand deroppe i luften. Især fotograferingen og dens samspil med musik og lyddesign må siges at være filmens bærende element, for instruktøren synes snarere i et impressionistisk ærinde, end i den stramme historiefortællings. Vi får ganske vist et billede af den teenage-tyste Alex og hans tumlen med hverdagens problemer, der så pludselig står i skærende kontrast til den ulykkessvangre hændelses alvorlighed – men som med samtlige figurer i filmen, så får man indtrykket af, at vi stadig kun er tilskuere, der iagttager det hele udefra, og ikke får serveret karakterernes inderste følelser og tanker på et fad. Mange ting forbliver usagt, antydes kun eller gives ikke til kende.

I den forbindelse er brugen af amatørskuespillere både en fordel og en ulempe. I modsætning til kendte ansigter og trænede skuespillere tilfører de uprøvede ansigter et strøg af autenticitet og hverdagsrealisme, men nogle gange falder de desværre også igennem i deres replikføring, fordi de ikke altid mestrer at få det sagte til at lyde naturligt og ikke indstuderet. Det er derfor også i filmens mere ordløse scener, at “Paranoid Park” fungerer bedst, hvor en næsten abstrakt lydside overtager dialogen med en blanding af ambient støj, der ofte fungerer suggestivt eller kontemplativt, ligesom den brede vifte af alskens musikgenrer (fra rock til barok) skiftevis virker nostalgisk, når ikke den agerer kontrapunktisk modkommentator til det sete.