Et, for tilskueren, ukendt antal konditioner, 18 kortfilm og en fransk hovedstad. Det er de umiddelbare ingredienser i “Paris je t’aime”, der har samlet en bunke af verdens mest fremtrædende instruktører og skuespillere til at give hver deres filmiske bud på kærlighedens uransaglige veje i byernes by – Paris.

Når så mange film, alle af i omegnen af fem minutters varighed, sættes i forlængelse af hinanden, står det nu alligevel klart, at niveauet ikke kan forblive konstant. Og selv om hver film bindes sammen med slutbilledet fra den foregående film, bliver det særligt tydeligt, når filmens mange fortællinger stikker ud fra det intime fællesskab i større eller mindre grad, med mere eller mindre originale indfaldsvinkler.

For inspirationen er nemlig mangeartet – den kommer fra gaden, baggårdene, livet, døden, ensomheden, tosomheden, alt. Blot med den eneste fællesnævner, at historierne formodentligt har skullet være eksistentielle og bruge den franske hovedstad som baggrundskulisse. Som koncept ligner “Paris je t’aime” en brochure fra det franske turistbureau, hvilket formentligt er et tilfælde. Men de begræder nok ikke sammenfaldet og det faktum, at alle 18 film er opkaldt efter velkendte steder i byen.

Trods de niveaumæssige forskelle mellem de små, intime fællesskaber har det i hvert fald lokket et par af de ypperste filmkreatører til romantikkens by, helt i filmkunstens øjemed. Særligt koryfæer som Tom Tykwer, Ethan og Joel Coen, Gus van Sant og Walter Salles må der nødvendigvis være store forventninger til, og de indfrier også til en vis grad, om end der må siges at være noget mere dramatisk kød på de to førstnævnte fremfor de efterfølgende.

Alligevel skal de største overraskelser nok findes, hvor de er mindst ventet. “Paris je t’aime” er nemlig en broget, mosaik af alskens rariteter og skæve indfald, hvor de største navne leverer varen uden at imponere synderligt, mens mindre kendte notabiliteter måske bruger udgivelsen som en anledning til at slå sit navn fast.

Særligt imponerende er eksempelvis Sylvain Chomets magiske fortælling om kærlighed mellem en mandlig og en kvindelig mimer, ligesom Christopher Doyle, der sædvanligvis gør sig som filmfotograf, med sin ode til frisørfaget får vist, at han også har andre talenter. Det hører dog desværre til enkelthederne, at de mange instruktører for alvor hvæsser kløer. Og derfor er “Paris je t’aime” som helhed en let ujævn affære, der holder sig oppe på de enkeltstående, særegne genialiteter, den trods alt rummer.

Helt hvor filmens bagmænd har villet hen, fremgår aldrig helt klart. Der er en tydelig fællesnævner i Paris som fysisk ramme for de 18 film, ligesom de eksistentielle temaer også er en gennemgående størrelse. Alligevel fremtræder de mange film ganske forskellige fra hinanden. Om det skyldes de mange instruktørers kulturelt forskellige baggrunde, eller om det er den manglende røde tråd, kan der imidlertid kun gisnes om.

VideoBilledsiden i “Paris je t’aime” fremstår i et 1.85:1 anamorphic widescreen format, der generelt tager sig ganske godt ud. Det er tydeligt, at der også på billedsiden har været fremsat en række konditioner, da filmen visuelt er ganske ensartet. Alligevel er der dog enkelte eksempler på edge enhancement og andre digitale forstyrrelser og skiftende farvetemperaturer, om end der generelt er tale om et ganske udmærket transfer.

Audio”Paris je t’aime” er derimod ikke prangende på det lydmæssige felt. Trods både Dolby Digital 5.1, DTS 5.1 samt Dolby Surround 2.0, er der tale om lidt af en skuffelse. Bortset fra enkelte afvigere kommer lyden hovedsageligt ud fra fronthøjtalerne, mens bagkanalerne kun sjældent er i brug. Nu lægger “Paris je t’aime” med sine mange dialoger generelt heller ikke op til andet, men det kunne alligevel gavne lydens fylde med en anderledes udnyttelse deraf.

EkstramaterialeUd over trailers for blandt andre spanske “Volver”, tyske “De andres liv” samt naturligvis “Paris je t’aime” er der ikke det mindste ekstramateriale at komme efter. En skuffelse af de helt store dimensioner – ikke mindst taget i betragtning, hvilket apparatur, der trods alt har været i sving for at skabe denne film.