[b]En festpige går på pension[/b]

Der er noget udefinerbart varmt og rart og nærværende over den lille, franske film “Party Girl”, der handler om en aldrende cabaret-værtinde på en lurvet bar i det fransk-tyske grænseland. Det varme og rare og nærværende tror jeg skyldes flere forhold. Først og fremmest spilles titlens festglade ‘pige’, Angélique, på omkring de tres, af moderen til én af de i alt tre instruktører, der i fællesskab har skabt filmen. De hedder Marie Amachoukeli, Claire Burger og Samuel Theis. Sidstnævnte spiller også selv med. Det gør hans tre andre søskende i øvrigt også. De tætte familiebånd, instruktørfællesskabet, et hold skuespillere primært bestående af amatører, der mere eller mindre spiller sig selv, og, ikke mindst, livstykket Angélique Litzenburger i rollen som Angélique Litzenburger gør “Party Girl” til en intens og intim oplevelse.

De tre filmskolekumpaner Amachoukeli, Burger og Theis fra La Fémis i Paris hjemtog med “Party Girl” prisen for bedste debutfilm ved filmfestivalen i Cannes i 2014. Ved den lejlighed har de nok prist sig lykkelige for deres hovedrolleindehaver. Litzenburger er med i alle scener, og hun suger som en magnet kameraets opmærksomhed i sin retning. Hendes stemme er lille og skrøbelig i forhold til den halvbuttede krop. De grove ansigtstræk, der vidner om et ikke helt let liv, samt den nærmest karikerede øjenskygge gør hende til en øjeblikkelig genkendelig karakter. Har du besøgt et lummert øltelt på et marked, hvor afdankede [i]has been[/i]-orkestre spiller op til dans, har du også mødt Angélique. Det er hende med de stormønstrede leggings og den pailletbesatte cowboyjakke med et flot ulvemotiv på ryggen. Og hun har en fest.

Men når man har rundet de tres som Angélique, begynder folk at se skævt til dig, når du stadig insisterer på at opvarte unge fyre på en dansebar. Det er ikke længere Angélique, der kaprer champagnetørstige kunder til en privat dans i de bløde, men dyre sofaer. I stedet er hun blevet som en mor for alle de andre kvinder, der som hende har gjort cabaretlivet til en levevej. De er blevet hendes valgte familie. Dét forhold skildrer “Party Girl” eminent og scenerne mellem kvindegruppen er bevægende glimt ind i et særligt fællesskab.

Alligevel charmeres Angélique af den gamle stamkunde Michel, da han falder på knæ for den fallerede cabaretpige. Før hun ved af det, har hun forladt sit lyserøde pigekammer oven på natklubben og er flyttet ind hos godmodige Michel med ølmaven og de rare øjne. Spørgsmålet er selvfølgelig bare, om man sådan uden lige kan tage festen og flirten ud af en gammel [i]Party Girl[/i]?

Det er hverken de store, dramatiske buer, karakterudvikling eller et veleksekveret plot, der tegner debutfilmen fra den franske instruktørtrio. “Party Girl” savner i den grad fremdrift. Der småsnakkes og småskændes; gerne over en kold øl, en stiv whiskysjus eller et perlende glas bobler på baren. Der sker sgu’ med andre ord ikke så meget.