[b]Det dårlige selskab[/b]

Bang! Champagnen poppes. Lige ind i havedørens glasrude. Mon det er et dårligt varsel? Sådan starter den kaotiske, komiske fest i “The Party”, hvor syv idealforladte og bundkyniske gamle venner mødes. De skal fejre, at en af dem er blevet valgt til Englands næste sundhedsminister. Som en tragikomisk og kulsort blanding af “Who’s Afraid of Virginia Woolf” og “Festen” er der orddueller, skeletter i skabene og altødelæggende hemmeligheder på menuen. Og det er lige så overdrevet, som det er underholdende.

Jeg burde egentlig ikke være til “The Party”. Alle de andre gæster er mindst 20 år ældre end mig, og de tilhører en generation, for hvem kønsstudier og elite-socialisme engang var banebrydende identitets-markører. En priviligeret gruppe, der støtter sig til deres ideologi som en stok, alt for stædige til at indse deres sociale handicap: mangel på almindelig medmenneskelighed. Og følsomhed. De smiler af glæde over at få stimuleret de intellektuelle sanser, når de langer sarkastiske lussinger forklædt som komplimenter ud efter hinanden. Jamen tillykke med trillingerne, tak, fordi du overbefolker Jorden. Flot, du blev valgt som minister for et pilråddent og ubrugeligt politisk parti. Fuck dig, men mange tak for perspektivet!

Alligevel nyder jeg at [i]crashe[/i] festen. Passivt lurer jeg med på det sindssyge drama, som udfolder sig foran mig i det pæne engelske forstadshjem. Alt går galt. På kun lidt over en time går alt. Alt fra røg i køkkenet til kokain på kanten af badekaret. Godt nok er alle en generation eller to ældre end mig, men det minder godt nok meget om en teenagefest. De stakler. De forstår ikke den kaotiske, nye verden, fordi de ikke forstår dem selv. Alting forandrer sig. Postmodernisme, Brexit, post-post-feminisme, ja, selv kærligheden. De ved ikke, hvad de tror på længere. Forandring plejede jo at være så godt!?

Selv om de alle sammen nok burde være blevet hjemme, er jeg glad for deres selskab. Ingen er der egentlig for at fejre Janets politiske karriere. De har alle sammen en egen dagsorden for festen. Det lesbiske par har krise i forholdet, efter de er blevet gravide. Patricia Clarkson er som et kynisk kommentarspor for løjerne, hvis hun da ikke lige beskylder sin tyske kæreste for at være nazist. Cillian Murphys storsvedende Tom har taget en pistol med. Selv ikke Janets egen mand, Bill, spillet af Timothy Spall, er særligt selskabelig. Han sidder og glor tomt ud i luften til de høje toner af sine kære vinyler. Lige indtil champagnen popper, og glasruden smadres. Som en anden Ulrich Thomsen har han nu noget forfærdeligt at fortælle dem alle.

Til sidst er der Janet, der må samle alle glasskårende op. Hvilket også gør, at det er hende, der ender med at skære sig på dem. Heldigvis er det Kristin Scott Thomas, der spiller hende, og Janet bliver derfor aldrig en decideret stakkel at se på. Hun er en stærk kvinde, men alligevel ikke på samme niveau som Elizabeth Taylors altdominerende Martha i “Who’s Afraid of Virginia Woolf”. Hendes frustration og skyldfølelse over, at hele hendes liv bliver vent op og ned på ganske kort tid, resulterer ikke i, at hun drikker sig fuld og verbalt tæsker sin mand – men i arrige bid i egen arm og en løftet pistol.