[b]Er der nogen?[/b]

Sikken et dobbeltliv, Kristen Stewart fører i “Personal Shopper”. Personlig indkøber for en [i]rich bitch[/i] af en divachef om dagen. Om natten er hun medium på jagt efter vandrende sjæle. Især sin tvillingebrors. Ham, der døde af en medfødt hjertefejl, som hun også bærer rundt i sit bryst. Ham, der lovede at komme tilbage og give et tegn, hvis han døde først. Så nu venter hun på tredje måned i Paris på bankelyde i natten. Er der nogen?

Jeg ved stadig ikke, hvad der gemmer sig i natten. Men Stewart træder i “Personal Shopper” for alvor ud af tusmørket og i karakter som en skuespiller, der kan bære en film helt alene. Rollen som den sørgende og desperat søgende Maureen er alt det, Stewart kan i sin reneste form. Hendes karakteristiske tics får frit løb. Hele kroppen knuges og vrides i ét væk. Blikket flakker. Hendes ord falder i en sært urytmisk staccato. Som. Om hun. Gisper. Efter luft. Næsten krøllet sammen af sorg. Hun er ét stort tilbageholdt åndedræt. Spændt til grænsen i sin venten.

Hun står med den ene fod i dødsriget. Den anden betræder modeverdenens fineste adresser, hvor hun handler mærketøj og smykker til sin emsige chef, der forbyder hende at prøve det tøj, hun køber. Rendyrket materialisme dagen lang. Spirituel åndejagt om natten. Ikke underligt, at Maureen er forvirret. Våger brorens sjæl over søsteren som i Gaspar Noés “Enter the Void”? Forsøger han at tage kontakt? Eller er en dryppende vandhane blot en vandhane, der drypper? Måske er alting bare ting. Men måske er der også noget andet.

Ingen i Maureens omgangskreds synes at tvivle på åndernes eksistens. Brorens enke er vant til tanken. Maureens tvilling var nemlig også et medium. Og mere fast i troen på sine evner end Maureen. Men også de nye ejere af brorens hus er åbne for tanken om, at han kan finde på at hjemsøge sin gamle adresse. Her er ingen skeptiker á la Scully fra “X-Files”. Netop den ydre konflikt er befriende fraværende. Det er Maureen selv, der både er medium og tvivler. Det er en lille historie med et skarpt fokus.

I hvert fald indtil handlingen pludselig slår ind på mere konventionelt thrillerterræn og lader spøgelseshistorien i stikken for en stund. Jeg ved ikke, hvorfor den franske instruktør Olivier Assayas har indlagt det svinkeærinde i fortællingen. Jeg synes, det er en unødvendig distraktion. Et kunstigt klimaks. Og det blegner altså i sammenligning med spørgsmålet om sjælens udødelighed, som Stewart næsten grubler sig til grunde i, mens hun jagter flimrende lys og dunkende vandrør i det parisiske nattemørke.