[b]Mænd, der stadigvæk er onde[/b]

For de rene linjers skyld: Set fra denne anmelders stol så var Niels Arden Oplevs “Mænd der hader kvinder” – som Oplevs film i øvrigt – en habil, men ganske ordinær film, der duftede mere af tv-krimi end storfilm med internationalt snit, hvilket den ellers ganske uforståeligt blev udråbt til at være af et stort set enigt kritikerkorps. Nok om fortiden – nu skal det handle om Daniel Alfredsons filmatisering af Millenium-trilogiens andet bind, der oprindeligt var tænkt som tv-serie, men nu er klippet ned til en film.

I en lidt indforstået og meget direkte fortsættelse på “Mænd der hader kvinder” møder vi Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist et år efter, de første gang mødtes. Nu hver for sig. Lisbeth forsøger at komme videre med sit liv, alt imens Blomkvist og Millenium-redaktionen er i fuld gang med at optrevle en betændt sag om sex-traffiking, der har forbindelse til flere prominente svenske samfundsspidser. Et brutalt dobbeltmord sætter umiddelbart en brat stopper for den afslørende sag, hvor alle spor peger på Salander som morderen. Salander tager sagen i egen hånd for at blive renset, imens en rådvild og forvirret Blomkvist forsøger at holde trit.

“Pigen der legede med ilden” starter i et kækt tempo, der dygtigt og præcist får sat rammerne op for en klassisk gang [i]”who done it?”[/i] Klogeligt har man valgt at centrere fortællingen om den suverænt mest interessante karakter – Lisbeth Salander – der som en kvindelig pendant til Batman både er helt og tvetydig hævner. Denne kloge beslutning har endvidere den fordel, at Mikael Blomkvist bliver efterladt i periferien af fortællingen, der i hænderne på Michael Nyqvist endnu en gang er udstyret med mindre karisma end brunt bølgepap.

Emnet omkring sex-traffiking er indledningsvist fængende og fyldt med potentiale, der dog ret uforståeligt forlades til fordel for middelmådig suspense i jagten på den mystiske bagmand, der henleder tankerne på et solidt afsnit af “Rejseholdet”. “Rejseholdet” havde imidlertid den fordel som serie-format, at den kunne udfolde og udvikle sine karakterer over tid, hvorimod de mange karakterer fra Millenium-redaktionen, politiet, blindgyderne og bagmændene efterlades som lettere livløse papmachefigurer, der ligesom filmen i øvrigt emmer af uindfriet potentiale.

Trilogiens (forudsat den tredje lægger sig i sporet) overordnede tematik er velfungerende, men til tider for anstrengt karikeret sort/hvid. Vi har idealisten versus hævneren og pennen mod næven. Det entydige fokus på Salander gør imidlertid, at disse værdimæssige modsætninger udviskes, idet idealisten Blomkvist aldrig udgør et seriøst modspil- og svar til Salanders lovløse hævner. En feministisk hævner, der fungerer forfriskende provokerende, når hun irettesætter alverdens mænd, der dog lidt trættende trivielt næsten konsekvent skal forulempes i kønsorganerne – er den freudianske pik virkelig roden til alle kvinders dårligdomme? Som provokation går det an, og om ikke andet er mandens seksuelle fornedrelse af kvinden i hans forsøg på at dominere hende holdt stringent og konsekvent filmen igennem, hvilket ikke mindst forløsningen af plottet vidner om.