For de rene linjers skyld: Set fra denne anmelders stol så var Niels Arden Oplevs “Mænd der hader kvinder” – som Oplevs film i øvrigt – en habil, men ganske ordinær film, der duftede mere af tv-krimi end storfilm med internationalt snit, hvilket den ellers ganske uforståeligt blev udråbt til at være af et stort set enigt kritikerkorps. Nok om fortiden – nu skal det handle om Daniel Alfredsons filmatisering af Millenium-trilogiens andet bind, der oprindeligt var tænkt som tv-serie, men nu er klippet ned til en film.
[image=44561]
“Pigen der legede med ilden” starter i et kækt tempo, der dygtigt og præcist får sat rammerne op for en klassisk gang [i]”who done it?”[/i] Klogeligt har man valgt at centrere fortællingen om den suverænt mest interessante karakter – Lisbeth Salander – der som en kvindelig pendant til Batman både er helt og tvetydig hævner. Denne kloge beslutning har endvidere den fordel, at Mikael Blomkvist bliver efterladt i periferien af fortællingen, der i hænderne på Michael Nyqvist endnu en gang er udstyret med mindre karisma end brunt bølgepap.
[image=43934]
Trilogiens (forudsat den tredje lægger sig i sporet) overordnede tematik er velfungerende, men til tider for anstrengt karikeret sort/hvid. Vi har idealisten versus hævneren og pennen mod næven. Det entydige fokus på Salander gør imidlertid, at disse værdimæssige modsætninger udviskes, idet idealisten Blomkvist aldrig udgør et seriøst modspil- og svar til Salanders lovløse hævner. En feministisk hævner, der fungerer forfriskende provokerende, når hun irettesætter alverdens mænd, der dog lidt trættende trivielt næsten konsekvent skal forulempes i kønsorganerne – er den freudianske pik virkelig roden til alle kvinders dårligdomme? Som provokation går det an, og om ikke andet er mandens seksuelle fornedrelse af kvinden i hans forsøg på at dominere hende holdt stringent og konsekvent filmen igennem, hvilket ikke mindst forløsningen af plottet vidner om.
[image=44555]