Pingviner er sjove. Meget sjovere end klaverspillende katte eller nuttede hunde. Måden, de meningsløst vralter i takt på og vælter i vandet med hovedet først, gør dem til slapstickkongerne af dyreriget. Og næsten også af filmriget. “Pingvinerne fra Madagascar” er sjov, og [i]spin-off[/i]-pingvinerne er sjove i sig selv, men måske er en fuld spillefilm tæt på [i]overkill[/i] for pingviner, der vralter, vælter og redder verden fra en ond superskurkeblæksprutte.
[image=83854]
Dave er skurketypen, der med sans for ondskabsfulde iscenesættelser tiltvinger sig adgang til heltenes kommunikationsskærme, hvortil han har en besked om sin onde, onde plan. Det fejres naturligvis indledende med en grusom latter. Eller det vil sige, at vi kan se, han griner, men ikke høre det. Noget er i vejen med mikrofonen. Nu er den der. Hvor kom vi fra? Nå ja: [i]”MU-HA-HA-HA-HA!”[/i] Sådan punkteres alvoren konstant med en fin metasans for helte/skurkegenrens slidte koder.
[image=83857]
Lige så sjovt som ligemænd/dyr som “Pinky & Brain” og “Darkwing Duck”, der følger samme dynamik imellem tempofyldt alvor og pruttesjov punktering. Men ikke helt så sjovt som et andet [i]spin-off[/i]-hold, der får sin egen film til sommer med titlen “Minions”. De er de sjoveste i det animerede filmrige, hvilket understreges af, at udførelsen af Daves plan er 1:1 med skurkens monsterplan i sommerens “Grusomme mig 2”, hvor netop de gule minions hærger. Det er ikke bare set før, men lige for lidt siden. Unødigt dovent, selv af en blæksprutte.
[image=83856]