I komedier er grænsen mellem hvornår en vits fungerer og hvornår den falder til jorden ofte ultra skarp. Nogle gange kan en lille fejlplacering i timingen eller en forkert betoning være rigeligt til at vi ikke længere griner. Et eksempel på det er desværre “The Pink Panther”, der mere eller mindre genbruger de samme vitser der gjorde de oprindelige film så sjove, men som taber næsten dem alle på gulvet.

Den første film i serien kom helt tilbage i 1963. Peter Sellers’ Inspektør Clouseau figur var oprindeligt ikke hovedpersonen, men blot en komisk sidefigur, mens den rigtige “helt” var David Nivens mestertyv. Ikke desto mindre stjal den lille inspektør med den tilknappede trenchcoat, det smalle overskæg og den kiksede franske accent fuldstændigt billedet. Det naturlige valg var at lave en fortsættelse der i stedet havde Clouseau som hovedperson. Den kom med “Et skud i mørket” hvor han var tilbage, denne gang suppleret med den nervesvage chef Dreyfus i form af Herbert Lom. Formularen var en perfekt succes og “Et skud i mørket” står i dag som højdepunktet i en meget underholdende serie. Peter Sellers’ død standsede serien, som dog blev forsøgt genoplivet et par gange men uden held.

Ikke desto mindre er Inspektør Clouseau, i skikkelse af Steve Martin, tilbage, i denne nye film der, som en slags “Clouseau Begins”, forsøger at viske tavlen ren og starte forfra. Den franske fodboldlandsholdstræner bliver myrdet og hans diamant, den lyserøde panter, forsvinder sporløst. Chefinspektør Dreyfus (Kevin Kline) beslutter sig for at sætte landets mest uduelige politimand på sagen så han kan forkludre den. Herefter vil Dreyfus selv overtage styringen, finde den skyldige og vinde al hæderen (hvorfor han ikke bare tager sagen selv fra starten af skal stå hen i det uvisse). Den største idiot i politiet viser sig at være ingen anden end Clouseau, som Dreyfus forfremmer til inspektør og giver Gilbert Ponton (Jean Reno) som hans assistent.

At overtage rollerne efter Peter Sellers og Herbert Loms fremragende præstationer er et voldsomt utaknemmeligt arbejde og det falder heller ikke særligt heldigt ud. Man får hurtigt en fornemmelse af at snarere end at spille selvstændige roller som henholdsvist Clouseau og Dreyfus, laver Martin og Kline blot imitationer af Sellers og Lom. Særligt Steve Martins Clouseau falder igennem. Problemet er måske at selvom Steve Martin er en dygtigt komiker, så har han slet ikke det snert af vanvid som Sellers gav Clouseau. Steve Martin virker som en der måske nok er fjollet, men trods alt har fødderne solidt plantet i denne verden. I de gamle film kom en stor del af humoren fra det faktum at Clouseau helhjertet opfatter sig selv som en blanding af Sherlock Holmes og James Bond, og aldrig bliver klar over hvilket fjols han egentlig er. Steve Martins Clouseau er derimod en smule for selvbevidst til rigtigt at tro på det.

Derudover har filmen Jean Reno som en erstatning for Cato, men Reno virker underligt malplaceret i filmen i en rolle der hverken er interessant eller morsom. Desuden spiller Beyoncé Knowles den afdøde fodboldtræners kæreste. Hun tilføjer ikke filmen noget, men gør på den anden side heller ingen skade.