Hvem kan huske hvornår der sidst har været en rigtig sørøverfilm i biograferne? Udmærket. Hvem kan så huske hvornår der sidst har været en [i]god[/i] sørøverfilm i biograferne? Se nu begynder det allerede at knibe og medmindre at man trækker den elendige “Skatteøen” op fra havets mørke dyb, må man adskillige år tilbage i tiden.
Denne lille niche på markedet har Disney nu udset sig, og i et modigt forsøg på at score guldet har selskabet allieret sig med superproducenten Jerry Bruckheimer, placeret den hotte instruktør Gore Verbinski bag roret og hyret en håndfuld rigtig interessante skuespillere. Og nå ja – så er filmens handling vist nok baseret på en forlystelse i Disneyland.

Jagten på den forsvundne skudeUnge og smukke kvinder har det sjældent nemt i denne her type film. Slåskampe og slibrige tilnærmelser fra mænd af mere tvivlsom karakter går hånd i hånd med en permanent fare for at blive kidnappet af sørøvere. Det er derfor heller ikke underligt, at den unge guvernørdatter Elizabeth Swan (Kiera Knightly) foretrækker at leve under sin fars (Jonathan Pryce) beskyttelse på den lille ø Port Royal.

Hvad Elizabeth ikke ved er, at hun bærer rundt på en ældgammel piratmedaljon, der for mange år siden tilhørte den grumme Kaptajn Barbossa (Geoffrey Rush). Efter ved et uheld at være faldet i havet hidkalder smykket sin tidligere ejermand, og inden længe er fanden for alvor løs i Caribien. Barbossa jævner Port Royal med jorden og tager såvel medaljonen som Elizabeth med sig i forsøget på at hæve den afmagrende forbandelse, der plager kaptajnen og hans besætning.

Elizabeths trofaste (og nok lidt forelskede) barndomsven Will Turner (Orlando Bloom) nægter naturligvis at se til fra sidelinien og optager forfølgelsen i selskab med den lurvede søulk Jack Sparrow (Johnny Depp). Sparrow er selv på jagt efter Barbossa, der udover at have hugget hans skude Den Sorte Perle også kender vejen til en legendarisk guldskat. Sejlene er sat.

Depp er filmens sorte perleSelvom “Pirates of the Caribbean” runder samtlige klicheer indenfor genren, virker filmen alligevel overraskende frisk. Det kan vi først og fremmest takke den farverige Kaptajn Jack Sparrow for, der som en hybrid mellem bums og rockstjerne tilfører filmen en god portion selvironi. Johnny Depps komiske timing er perfekt, og hver eneste gang han dingler fraværende rundt blandt den obligatorisk snerpede britiske adel, er der ikke et øje tørt. Alene hans (tilsyneladende) storslåede entre i starten af filmen er en bemærkning værd. Under den tonstunge øjenskygge ulmer der en herlig, fandenivoldsk energi, der ikke bare motiverer de store armbevægelser, men som også bliver den primære drivkraft for hele filmen.

Geoffrey Rush tager sig af rollen som hovedskurken i filmen og det gør han rigtigt godt. Til trods for at han ikke får helt så meget [i]screentime[/i] som de tre helte, tilfører han Barbossa en tyngde og tilstedeværelse der næsten matcher tornadoen Sparrow. Heltefilm som “Pirates of the Caribbean” fungerer allerbedst når de indeholder en meget markant modstander, og ved netop at benytte Rush sikrer Verbinski at dynamikken imellem karaktererne forbliver på et højt niveau. Derudover er forbandelsen som plager kaptajnen realiseret gennem nogle lækre computereffekter, der ikke just gør ham mindre fascinerende at se på.

Hvad angår Bloom og Knightly falder deres roller mere ind under de stereotyper som vi i forvejen kender fra genren. Med to så skæve personligheder som Jack Sparrow og Kaptajn Barbossa i front er det Wills og Elizabeths opgave at holde de mere traditionelle sørøverkonventioner i hævd. Begge er de smukke nok til at slå ihjel på 1000 meters afstand, og ser vi et kort øjeblik bort fra deres forudsigelige fælles skæbne og udvandede replikker er kemien absolut til stede.

Blodig Disney-formelStørstedelen af persongalleriet i “Pirates of the Caribbean” fungerer upåklageligt og føjer sig fint ind i den eventyrlige verden. Ikke desto mindre er der enkelte elementer, som vi godt kunne have været foruden. Her tænker jeg specifikt på de to hold [i]comedic sidekicks[/i], der henholdsvis på sørøvernes og soldaternes side presser plathederne til grænsen – og lidt over. Om det er den gamle, gumpetunge Disney-formel, som har sat sit præg på manuskriptet vides ikke, men faktum er at vi slet ikke har brug for deres udskejelser når først Johnny Depp og Geoffrey Rush har fyret deres (langt mere underholdende) salver af. Mange af filmens lidt anstrengende one-liners burde nok også have været sparet væk.

Om plottet i filmen rent faktisk bygger på en forlystelse i Disneyland, og i så fald hvor meget, har vi ikke rigtige nogen mulighed for at vide – og det er også fuldstændigt ligegyldigt. Historien kender vi til hudløshed og den kunne for så vidt have været hugget fra bagsiden af en pakke guldkorn. Dette forhindrer imidlertid ikke filmen i at være for lang for sit eget bedste, og havde der været klippet omtrent 20 minutter af slutningen ville historien ikke have virket helt så repetitiv. Heldigvis er der tilstrækkeligt med død og ødelæggelse til at dulme vores utålmodighed – det her er immervæk den mest blodige film i Disneys historie.