Skal vi lege sørøver? Som barn var det en simpel leg: Hvis du var sørøver, så blev du som regel fanget på et tidspunkt – nu måtte andre befri dig, inden man igen blev fanget og så befriet, fanget og så befriet, indtil det blev ensformigt og kedeligt. Sådan er det også i den femte omgang “Pirates of the Caribbean”, hvor den fordrukne slapstick-pirat, Jack Sparrow, med eyeliner og ni liv bliver fanget og så befriet, fanget og så…
[image=96096]
Sparrow har i “Salazar’s Revenge” ramt bunden. Skibet Den sorte perle er erstattet af Den døende måge, imens dusøren på veteran-piratens hoved også er faldet til én sølle sølvmønt. Alligevel vil Salazar – endnu en spøgelses-kaptajn – have hævn. I den rolle er Javier Bardem med svævende CGI-hår et rutineret valg. Han har tidligere forsøgt at hævne sig på James Bond – denne gang må han nøjes med Jack Sparrow, som jeg da efterhånden også gerne vil lukke munden på.
[image=96095]
Jeg køber ellers udmærket, at en forbandelse gør, at Salazar ikke kan gå i land. Han må blive på vand. Derfor sender han Barbossa som stedfortræder på jagt efter Sparrow. Men jeg køber ikke, at Salazar i det næste viser sig at kunne besætte andre levende og derfra selv gå i land. Hvorfor gjorde han ikke det til at begynde med? Det er ulogisk, og det har altid hærget “Pirates”-franchisen som en forbandelse, der er værre end den, der har dyppet Javier Bardem i tønden med effekter.
[image=96093]